Fusioner præger fortsat ranglisten

Atter i august var fusioner med til at præge placeringerne i den månedlige rangliste over de danske investeringsforeninger. Carnegie gik mest frem efter foreningen har droppet obligationsforvaltningen.

Karsten Henriksen 14/09/2009
Facebook Twitter LinkedIn

Carnegie tog et kvantespring op ad ranglisten over de danske investeringsforeninger i august måned. Fremgangen skyldes at foreningen har skilt sig af med to danske obligationsfonde, som begge blot havde to stjerner hver og deres fravær forbedrer snittet af de tilbageværende aktiefonde. De to obligationsfonde fra Carnegie er blevet fusioneret med to lignende obligationsfonde i Nykredit Invest og dermed er obligationsinvestorerne blevet medlemmer af en ny forening. De fem tilbageværende aktiefonde i Carnegie har tilsammen et snit på 3,20 stjerner, hvilket rækker til en syvendeplads. Det er en fremgang på hele seks pladser og dermed er forening

en atter kommet op i den bedre halvdel af markedet.

Fusioner har også præget udviklingen hos BankInvest i den forgangne måned. Det var sidste etape af en større oprydning i udbuddet hos foreningen, som blev gennemført. Denne gang var det fem fonde og deres historik og rating der forsvandt fra foreningens CV. Fusionerne har været med til at skære foreningens fondsudbud ind til benet og har været med til, at en række overlappende fonde er blevet lagt sammen. Når man ser på foreningens gennemsnitlige rating her og nu, så har fusionerne faktisk trukket ned i det samlede resultat. De lukkede fonde havde alle fra 3 til 4 stjerner og snittet af de resterende 23 fonde er nede på 2,87 stjerner, hvilket rækker til en placering som nummer 13.

Der stod også fusioner på dagsordenen hos Danmarks største investeringsforening Danske Invest. Her var der fire fonde som blev slået sammen med andre. De fire fonde havde til sammen et snit på 3,25 stjerner, hvilket er tæt på foreningens overordnede snit og derfor fik fusionerne ikke nævneværdig indvirkning på stillingen. Danske Invest fastholder sjettepladsen fra sidste måned med et snit på 3,31 stjerner på baggrund af 65 bedømte fonde.


Top tre uændret

Helt i toppen af listen, har der derimod ikke været den store dramatik. LD Invest ligger med uændret snit på en flot førsteplads, mens Sparinvest og SEB ligger som nummer to og tre. På fjerdepladsen har Sparindex lige akkurat sneget sig ind foran Nordea Invest, som er gået en anelse tilbage siden sidst. Helt i bunden af listen ligger Handelsinvest uændret fra sidste måned med et snit på 2,20 stjerner.

Lidt flere stjerner er der at finde uden for den officielle rangliste, der kræver minimum fem fonde bedømt i Morningstar Rating. ValueInvest ligger helt i front med tre aktiefonde, der hver har opnået topkarakteren fem stjerner. Også Skagen Fondene har tre femstjernede fonde og så en enkelt fond med to stjerner. I snit bliver det til 4,25 stjerne og når foreningens femte fond, Skagen Tellus bliver bedømt i næste måned, vil foreningen kvalificere sig til at indtræde i den officielle rangliste og meget tyder på at det bliver med en placering i top tre. Længere uden for den officielle rangliste ligger Independent Invest, ATRIUM og Nielsen Global, alle med 4-stjernede aktiefonde.


Atter to’er

Sammenlignes de danske investeringsforeninger under ét med 14 andre europæiske lande, så rækker resultaterne endnu en gang til en andenplads, med et dansk snit på 3,26 stjerner på baggrund af 425 bedømte fonde. Eneste land over Danmark er Finland med et snit på 3,30 stjerner. I bunden af listen ligger Luxembourg med et snit på 2,84 stjerner.

Morningstar Rating er en europæisk sammenligning af ensartede fonde fra hele Europa på baggrund af, hvor godt et risiko- og omkostningsjusteret afkast de har opnået gennem de seneste tre, fem og ti år. Sammenligningen sker indenfor europæiske kategorier. Den samlede rating beregnes som et vægtet snit af 3, 5 og 10 års ratingen.

Morningstar opdeler de mange forskellige fonde i Europa i 180 kategorier. I august var der i alt 425 danske fonde, som indgik i bedømmelsen og på europæisk plan var tallet ikke mindre end 41.099 fonde. På berlingske.morningstar.dk kan man under fanebladet ’Risiko og rating’ se både den samlede rating, samt de underliggende ratings på de tre perioder for hver enkelt fond. Morningstar Rating vil ofte give et godt fingerpeg om hvor god en fond er, men man bør altid vurdere en fond på mere end et nøgletal inden der investeres.

Foreningernes rangliste i Morningstar Rating™
Forening Snit - August Antal Snit - Juli
LD Invest 4,57 7 4,57
Sparinvest 3,64 14 3,57
SEB 3,50 18 3,50
Sparindex 3,36 11 3,36
Nordea Invest 3,36 45 3,47
Danske Invest 3,31 65 3,32
Carnegie WorldWide 3,20 5 2,86
Alm. Brand Invest 3,13 8 3,13
Jyske Invest 3,11 27 3,22
Lån & Spar Rationel Invest 3,11 9 3,11
Nykredit Invest 3,08 25 3,04
Sydinvest 2,96 23 2,96
BankInvest 2,87 23 2,96
EgnsINVEST 2,78 18 2,83
Alfred Berg Invest 2,56 9 2,67
Handelsinvest 2,20 10 2,20

Landenes rangliste i Morningstar Rating™
Land Snit - August Snit - Juli
Finland 3,30 3,30
Danmark 3,26 3,30
Holland 3,24 3,22
Schweiz 3,23 3,23
Sverige 3,20 3,24
Norge 3,16 3,17
Frankrig 3,15 3,17
Tyskland 3,06 3,07
Storbritannien 3,03 3,04
Spanien 3,01 2,98
Italien 2,96 2,96
Irland 2,96 2,99
Østrig 2,94 2,93
Belgien 2,88 2,85
Luxembourg 2,84 2,85

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2022 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings