Når år bliver til uger

Det der tidligere tog år, udvikler sig i øjeblikket på få uger. Endnu en måned med store kursudsving er ved at være slut.

Karsten Henriksen 01/12/2008
Facebook Twitter LinkedIn

Udviklingen på de finansielle markeder kan i øjeblikket bedst beskrives som en gyserfilm på fast-forward og ingen kan gætte hvordan slutningen bliver. Alt foregår hurtigere og kraftigere end man er vandt til. I oktober var der en uge, hvor det danske aktiemarked steg 25 pct. Efterfølgende faldt det atter kraftigt. Stigninger i den størrelsesorden er hvad investorerne normalt må vente tålmodigt på i et til to år, men i øjeblikket skal der således blot en god uge til. Desværre har der været flest af de dårlig uger, så tendensen det seneste år været nedad og siden årsskiftet er eksempelvis danske aktier faldet med 45 pct.

Udviklingen p

å de finansielle markeder i år har uden sammenligning været den mest turbulente i mands minde. Igen i november har vi oplevet regulære kursskred over mange dage i træk, efterfulgt af euforisk optur flere dage i træk. For aktier generelt bød november måned til trods for de senere dages markante stigninger, atter på et samlet fald for måneden. Danske aktiefonde under et tabte i snit 11 pct. svarende til 12 mia. kroner.

De senere måneders udvikling har vist at alt kan ske. Selv når markedet synes at være i bund, ja så er det faldet yderligere ti pct. indenfor ganske få dage og når det så har set allerværst ud, så er der kommet en redningspakke eller rentesænkning ind fra højre og så har investorerne atter kastet sig frådende ind i markedet. Senest var det en gigantisk redningspakke til den vaklende Citibank, der gav positive takter på de globale aktiemarkeder.

Under hele forløbet har aktiestrateger fra ind og udland forsikret investorerne om, at aktierne er historisk billige og at der allerede er indregnet en dyb recession i de nuværende kurser. Det er meget muligt, men det gælder kun for de langsigtede investorer. For de kortsigtede investorer derimod giver det mindre mening at tale om dyrt og billigt – her er det som at spille på rød og sort på rouletten. Selvom aktierne er billige kan de sagtens falde kraftigt på kort sigt, det har der været talrige eksempler på i år. Investorer der bevæger sig ind på aktiemarkedet for at score en hurtig gevinst, risikerer enten betydelige tab, eller de risikerer at blive bundet til markedet i lang tid i et forsøg på at ”tjene” det tabte igen, hvis de tilfældigvis får købt på en dårlig dag.


November i minus

Samtlige danske aktiefonde lå i minus for november måned når man ser på tallene frem til i torsdags. De mindste tab var i omegnen af nul og minus fem pct. og kunne typisk findes i fonde med japanske, kinesiske og fjernøstlige aktier. De største tab var til gengæld helt oppe på mellem 20 og 26 pct. alene i november. Det galt typisk fonde med russiske og andre østeuropæiske aktier, amerikanske small cap aktier og ejendomsaktier. Havde man målt månedens afkast ganske få dage tidligere, ville tabene have været endnu større for mange fonde, idet kurserne generelt er steget pænt i ugen der gik.

Fonde med virksomhedsobligationer stod atter for skud i november med gennemsnitlige fald på seks pct. Dermed fortsatte faldene fra katastrofemåneden i oktober, der dog bød på væsentlig større tab. Også højrenteobligationer fra nye markeder bød i mange tilfælde på fald, her var billedet dog mere blandet, idet nogle af fondene kom ud af måneden i plus.

Danske lange og korte obligationer var derimod sagen i november. Samtlige fonde gav pæne plusser, med et gennemsnitligt plus på 2,5 pct. for lange obligationer og 1,3 pct. for korte obligationer.


Betydelige forskelle

De generelle tendenser dækker over store forskelle på fondsniveau. En af de mest interessante fonde i år er paradoksalt nok en Japanfond. Det japanske marked som sådan har ikke været interessant, da det er faldet som så mange andre. Alligevel har Valueinvest Japan formået at skabe et positivt afkast i et år, hvor samtlige andre aktiefonde på det danske marked har lidt tocifrede tab. Siden årets start er det blevet til 1 pct., og det er hele 15 pct.point bedre end den andenbedste fond i Danmark på tværs af alle aktiekategorier. Ser man i stedet på den næstbedste Japanfond i samme kategori, så er afkast på minus 22 pct.

En anden bemærkelsesværdig fond i disse turbulente tider er LD Invest Kontra, som både i november og siden årets start topper listen over de bedste afkast på tværs af det danske marked. I november er det foreløbigt blevet til 6 pct. og siden årsskiftet er det blevet til hele 19 pct. i positivt afkast.

I bunden af afkastlisterne i år finder man indtil flere hedgeforeninger med forskellige strategier og tab på mellem 70 og 80 pct. Eneste almindelige fonde der kan måle sig med så ringe afkast er et par fonde med fokus Østeuropa og Rusland.

Beregnet den 26-11-2008

Top 5 fonde i november
Fond Morningstar Kategori™ November afkast Oktober og November afkast ÅTD afkast
LD Invest Kontra EUR Moderat Risiko - Balanceret 6,13 13,21 18,91
Alfred Berg Danske Obligationer DKK Øvrige - Obligationer 5,23 4,11 4,41
Jyske Invest Oblger Pension DKK Øvrige - Obligationer 4,35 3,23 2,63
Nykredit Invest Lange obl. (Erhverv) DKK Øvrige - Obligationer 4,30 2,52 1,66
EgnsINVEST Lange obligationer DKK Øvrige - Obligationer 3,98 4,37 4,33

Bund 5 fonde i november
Fond Morningstar Kategori™ November afkast Oktober og November afkast ÅTD afkast
Alfred Berg Rusland Rusland - Aktier -26,34 -43,64 -66,81
Jyske Invest Globale Ejendomsaktier Sektor Ejendomme, indirekte - Aktier -23,21 -37,64 -55,41
Sparindex US Small Cap Index USA Small Cap - Aktier -22,62 -31,26 -35,55
Nordea Invest Østeuropa Europa Nye Markeder - Aktier -21,99 -40,98 -63,73
Sparinvest EU Finansielle Aktier Sektor Finansiel Service - Aktier -21,20 -32,95 -65,46

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Karsten Henriksen  Karsten Henriksen

© Copyright 2022 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings