Børsen i Tokyo fortsætter med at bevæge sig modsat de øvrige hovedmarkeder. Indtil nu i april (frem til og med den 23. april) er de globale aktier, målt på MSCI Verden, steget med 8,3 pct., mens MSCI Japan er faldet med 3,1 pct. – begge målt i dollar.
Forskellen på Japan og resten af verden har historisk været meget større end for andre lande, hvilket har betydet, at en mindre investering i japanske aktier medførte en lavere samlet risiko. Problemet er, at japanske aktier også skal ’love’ positive fremtidige afkast, og her er problemet på kort og mellemlang sigt. De japanske aktiefald i år har nemlig flere årsager, og den øgede politiske risiko er en af de største.
For og imod
Argumenter for at investere i japanske aktier kan være svære at finde efter 13 år med faldende kurser, lav økonomisk vækst og politiske hårdknuder, men der er mange profitable selskaber på børsen i Tokyo.