Af Thomas Furuseth, Morningstar.
Hvordan forberedes porteføljen til en verden med mindre CO2?
Når vi investerer i fonde, ønsker vi at sætte penge til side, som skal vokse og i fremtiden finansiere for eksempel vores liv som pensionister. Når vi vælger fonde, vælger vi også hvilke selskaber, vi vil høste aktiemarkedets risikopræmie med. På lang sigt er der meget som forandrer sig – investeringsverdenen så anderledes ud for 40 år siden sammenlignet med i dag, og den vil fortsat ændre sig i fremtiden. Nordiske forvaltere er kommet langt, når det gælder bæredygtige investeringer. Stadigt flere nordiske aktører skiller sig af med kul i deres investeringsunivers – inklusive den norske oliefond. Men vi må kigge mod vores svenske nabo for at se, hvor de er kommet længst.
CO2-risiko
Risiko er et begreb med mange fortolkninger. I denne sammenhæng har Sustainalytics – en førende leverandør af analyser inden for bæredygtighed, som Morningstar ejer 40 procent af – vurderet en lang række forhold. Eksempelvis hvor godt et selskab forvalter sin CO2-risiko (altså hvad selskaber gør for aktivt at begrænse sin CO2-udledning), hvor stor CO2-risiko det er muligt at forvalte, «stranded assets» risiko (risikoen for at dyre installationer ligger øde hen), om CO2-risikoen er en del af produktets normale anvendelse (for eksempel fossile brændstoffer), eller om CO2-risikoen ligger i produktionen af produktet (produktion af metaller, cement osv.). Sustainalytics vurderer naturligvis også, hvor meget CO2 der udledes af selskaberne.