Fart på de nye markeder fra årets start

Årets første uger har budt på fornyet optimisme hos investorerne, og det er særligt noget der smitter af på fondene fra de nye markeder, der nyder godt af den fornyet risikoappetit.

Facebook Twitter LinkedIn

Investorerne er startet 2012 med en fornyet optimisme omkring den globale økonomi og større appetit på risiko. Det ses bl.a. i Bank Of America Merrill Lynch's undersøgelse blandt fundmanagere fra januar. Undersøgelsen foretages globalt hvor mere end 200 professionelle investorer, med tilsammen 655 mia. dollar underforvaltning svarer på spørgsmål omkring deres forventning til den økonomiske udvikling.

I den seneste undersøgelse er der virkelig sket noget i forhold til managernes forventning til de kommende 12 måneder. Kun 3 pct. af de adspurgte forventer, at verdensøkonomien bliver svækket i løbet af det næste år, et tal der for blot en måned siden, var oppe på 27 pct. Nytårsoptimismen har dermed skabt den største fremgang i managernes vækstforventninger siden rebounden efter finanskrisen i maj 2009. Som det kunne forventes har den nyfundne optimisme også medvirket til, at investorerne igen tør at øge risikoen. I januar ligger kun 33 pct. af de adspurgte managere med en lavere risiko end normalt, mod 42 pct. i december. På trods af managernes optimisme er der dog forsat en betydelig skepsis omkring eurozonen, som godt en tredjedel forsat vælger, at undervægte bl.a. til fordel for amerikanske aktier som managerne generelt er noget mere positive omkring.

Fornyet lyst til risiko er alt andet lige også noget der får investorerne til, at rette blikket imod de nye markeder, og netop her har der været fart på siden årets start.


Fart på BRIK landene
Generelt har 2012's første uger været en positiv oplevelse for aktieinvestorerne, oven på et 2011 som må betegnes som en prøvelse. For de brede Morningstar aktiekategorier endte 2011 med negative afkast på 8 pct. for globale fonde, og 11 pct. for europæiske fonde, der var lidt hårdere ramt grundet den europæiske gældkrise der dominerede overskrifterne i andet halvår. Året er startet med stigninger til både de brede globale og europæiske fonde, på godt 4,5 pct. med en lille fordel til de globale fonde. De nye markeder havde det også svært i 2011, hvilket er ganske naturligt når investorernes appetit på risiko generelt reduceres. Resultatet for 2011 blev til betydelige tab i flere af de velkendte nye markeder. BRIK landene var blandt de hårdest ramte med de indiske fonde som de mest tabsgivende, med et gennemsnitligt tab på knap 34 pct. At dømme ud fra udviklingen i årets første uger er der dog sket en skarp vending i forhold til udviklingen slut 2011, hvor de indiske aktier f.eks. lå underdrejet i både november og december med et tab på godt 14 pct.

Indtil videre har årets start budt på en rebound til de indiske fonde og BRIK fondene generelt. Indien, Rusland og BRIK fondene ligger pt. med afkast på mere en 10 pct. ÅTD, mens også Latinamerika og Kina er kommet fint fra start. Da aktierne kom igen i 2009 efter det hårde slag i 2008, var fondene fra BRIK landene blandt de førende i rebounden efter også, at have været blandt de mest tabsgivende i 2008. Der er altså tale en fondstype som er meget følsom overfor den generelle risikovillighed blandt investorerne, og dermed også en fondstype der overtid vil opleve væsentlige udsving.


Symbiosen
De fire lande der tilsammen udgør BRIK fungerer i en form for "symbiose", Kina, som ofte betegnes som verdensfabrik, er meget afhængig af import af råvare og energi. Eksempelvis er Kina verdens største forbruger og importør kul, som netop er en af Ruslands helt store naturressourcer. Symbiosen fungerer altså ved at Rusland og Brasilien, der begge har betydelige forekomster af diverse naturressourcer, kan forsyne den kinesiske fabrik, med de råmaterialer der skal til at holde maskineriet i gang. Samtidig skaber Kina den efterspørgsel efter råvarerne, der er med at holde et fornuftigt prisniveau, og dermed understøtte indtjeningen og væksten i de råvareeksporterende lande. Den russiske økonomi bliver særligt hårdt ramt af faldende råvarepriser, man kan næsten gå så langt som at sige, at den russiske nationaløkonomi er bundet op på olieprisen. Indien fungere tilnærmelsesvis på samme måde som Kina, og er altså ligeledes et mål for outsourcing af produktion, Indien er dog også langt fremme indenfor IT, hvorfor der også her er nogle interessante outsourcing muligheder.


Fonde med store udsving
BRIK-landene er markeder der indebærer en risiko over gennemsnittet. En risiko der bliver særlig markant, hvis der er tale om kortsigtet investeringer. På lang sigt er de fleste dog enige om, at landene fortsat rummer et stort vækstpotentiale. Er horisonten lang, som den givetvis er for mange investeringsforeningers investorer, så er det et område der med blot en mindre andel i porteføljen, kan være et godt supplement til de traditionelle markeder, der selvfølgeligt skal udgøre fundamentet i aktieporteføljen. Set med lidt kortere briller kan fondene fra BRIK landene vise sig som en ganske god investering i 2012 under den forudsætning, at risikoappetitten og optimismen bider sig fast.

Udviklingen i udvalgte Mornignstar kategorier fra årets start
Navn Afkast ÅTD i pct. Afkast 2011 i pct. Afkast 2010 i pct. Afkast 2009 i pct. Afkast 2008 i pct. Afkast 2007 i pct.
Aktier - Indien 12,7 -33,8 30,0 83,1 -61,8 51,6
Aktier - BRIK 11,3 -23,7 18,8 85,6 -58,7 35,7
Aktier - Rusland 10,2 -26,5 36,9 131,6 -73,6 17,8
Aktier - Latinamerika 9,4 -20,7 25,3 100,6 -52,0 29,1
Aktier - Europa Nye Markeder 7,9 -27,4 26,5 78,4 -66,4 21,9
Aktier - Kina 7,5 -20,9 13,1 65,3 -50,5 49,3
Aktier - Globale Nye Markeder 7,1 -18,5 26,4 69,8 -52,4 24,6
Aktier - Danmark 6,6 -20,2 29,9 45,1 -49,0 1,2
Aktier - Globale Large Cap Blend 4,5 -8,1 16,9 28,6 -40,0 0,0
Aktier - Europa Large Cap Blend 4,3 -11,2 11,8 29,1 -43,4 1,4

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Thomas Fleron Hansen  

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser