Small cap fonde med helt fremme

2010 blev som bekendt et godt år for de største danske aktier, men til trods for det lå et par small cap fonde med helt fremme over årets bedste afkast

Facebook Twitter LinkedIn

De fleste investorer godter sig sandsynligvis i disse dage over det opnåede afkast i 2010. Nærmest vanen tro var danske aktier helt fremme i skoene og Novo Nordisk var en af de aktier, som fik masser af omtale – ikke mindst som følge selskabets kursudvikling sidste år.

Det brede danske aktieindeks steg godt 17 pct. i 2010, mens det gik endnu bedre for C20-indekset med de største og mest likvide aktier. Det steg næsten 37 pct., eller 17 pct. point mere end det globale aktiemarked. Relativt set klarede de mindste danske aktier sig dårligst med afkast på knap 18 pct., selvom det jo i sig selv er ganske pænt.

Novo Nordisk, Carlsberg, Mærsk, FLS, Danisco og Novozymes var nogle af årets højdespringere i C20-indekset. Så ja, det var uden tvivl gunstigt at ligge tungt placeret i de største danske aktier. Man fristes dermed til at tro at årets højdespringere blandt fonde med fokus på hjemlige aktier domineres af dem med mange C20-aktier. Men det er faktisk ikke tilfældet. LPI Aktier Danmark og Sparindex OMX C20 er to indeksfonde følger C20-indekset, og de ligger da også højt på listen over fonde med solide afkast sidste år. De blev dog overtrumfet af både Gudme Raaschou Danske aktier, og måske lidt mere overraskende to small cap fonde fra henholdsvis Dexia og Danske Invest.

Det gik dog ikke lige godt for alle small cap fonde. Fonden Smallcap Danmark fik et afkast på knap 19 pct. sidste år. Det var bedre end dens eget indeks, men til trods for det var det blot Alfred Berg Danske Aktier, som kom igennem året med et dårligere afkast for fonde med fokus på danske aktier.


Muligheder i small cap

For Dexia Invest Danske Small Cap aktier blev 2010 et rigtigt godt aktieår. Afkastet nåede op på 39 pct. Det svarer til et merafkast på hele 21 pct. point i forhold til dens indeks. Peter Nyborg Moltke, fondens rådgiver, fremhæver at mange af porteføljens aktier bidrog positivt til årets afkast. Han nævner bl.a. Royal Unibrew, Thrane & Thrane, Coloplast, Topsil og GN Store Nord som nogle af dem, der trak læsset.

Om 2011 ser Peter Nyborg Moltke fortsat fine muligheder i aktier som Royal Unibrew, ALK-Abello, Auriga og DFDS. Han nævner også, at 2010 generelt blev et godt år for small cap aktierne, bare ikke i Danmark. De mindste danske aktier har altså et efterslæb, som meget vel kan blive indfriet i år, hvis aktiemarkedet vel at mærke udvikler sig fornuftigt, slutter rådgiveren.

Small cap fonden fra Danske Invest lå også med helt fremme med afkast tæt på 36 pct. Der er et vist overlap af selskaber i porteføljerne på de to small cap fonde, men porteføljerådgiver, Steen Walther Jensen, nævner bl.a. Bavarian, Neurosearch, Satair og dansk/islandske Ossur som nogle af de aktier, der løftede afkastet i fonden fra Danske Invest.

For 2011 fremhæver Steen Walther Jensen bl.a. UIE (produktion af palmeolie m.m.), Topsil, Satair og biotekselskabet Bavarian som eksempler på aktier, som han har særlig stor tiltro til og forventer, vil klare sig bedre end det generelle aktiemarked. Bavarian vil ifølge rådgiveren med stor sandsynlighed annoncere en partnerskabsaftale i løbet af i år, hvilket kan give fart under aktien.

Begge porteføljeforvaltere fremhæver, at de seneste par år generelt har været svære år for især danske small cap aktier, men at der stadig kan gøres gode køb. Sidst small cap klarede sig bedre end C20-aktierne er tilbage i 2006. Tendensen er modsat globale small cap aktier, som outperformede large cap både i 2009 og sidste år i takt med at investorernes genfandt risikovilligheden ovenpå finanskrisen.

Ifølge de to porteføljeforvaltere kan 2011 blive et solidt år for de danske small cap aktier. Fremgangen skal drives af indtjeningsvækst, øget risikovillighed blandt investorerne, og efterslæbet i forhold til globale small cap aktier kan meget vel også komme aktierne til gode i år. Tiden vil vise om de får ret.

Klik på billedet for større visning

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser