Tyrkiske aktier blandt årets højdespringere

Hold på hat og briller hvis valget falder på tyrkiske aktier. De historiske afkast er bestemt ikke for sarte sjæle med hang til søvnløse nætter.

Facebook Twitter LinkedIn

Er du til risikofyldte investeringer, så er tyrkiske aktier måske en overvejelse værd. +45 pct. i 2007, -63 pct. i 2008, +101 pct. sidste år og i år er det foreløbig blevet til +45 pct. for Jyske Invest Tyrkiske aktier, som dermed er en af årets højdespringere.

Fonden er aktuelt den eneste hjemlige, som udelukkende går efter tyrkiske aktier, og de markante afkastudsving gør den til en af de mest risikofyldte i det danske fondsudbud. Historikken viser, at man med en vis sandsynlighed kan regne med et årligt afkast +/- 47 pct. af det forventede afkast og vil man være endnu mere sikker i sit estimat skal man udvide spændet ganske markant. Vi har set nærmere på hvad der egentlig sker i Tyrkiet.


Østeuropa delvist på vej tilbage

Flere østeuropæiske lande er efter en større økonomisk opbremsning igen på vej tilbage på sporet. Selvom væksten i de kommende år sandsynligvis vil bevæge sig i et pænt og støt tempo i flere af landene, så vil der være tale om et langt sejt træk. Tyrkiet og i en vis udstrækning Polen ser ud til at stå med de stærkeste kort, mens udsigterne i de baltiske lande og Ungarn er mere dystre. En af de større risici for en kortslutning af fremgangen vil være fornyet usikkerhed eller egentlig økonomisk afmatning i de traditionelle europæiske lande.

Sidste år var regionens samlede vækst negativ med godt 6 pct., mens det i år ser mere lyst ud med vækstestimater i niveauet 4 pct. Størst fremgang forventes i netop Tyrkiet, mens Rumænien og Kroatien stadig døjer økonomisk afmatning.


Pæn fremgang i Tyrkiet

Omregnet til årlig vækstrate nåede Tyrkiet en vækstfremgang på hele 10 pct. i 2. kvartal. Det var godt nok en nedgang i forhold til kvartalet inden, men stadig bedre end det de fleste i markedet forventede. Væksten var især drevet af fremgang inden for bygge og anlæg samt finanssektoren, men også detailhandlen og produktionen trak den rigtige vej.

De tyrkiske virksomheder har haft mulighed for at trække på uudnyttede resurser i takt med stigende efterspørgsel, og et andet central bidrag til væksten er et øget privatforbrug. Sidstnævnte efterlader dog en negativ sideeffekt i form af et stigende underskud på Tyrkiets betalingsbalance. En af udfordringerne her er at opsparingen hos den typiske tyrker er ganske lav, og det gør Tyrkiet afhængig af fremmed kapital. Hvis udenlandske investorer bliver mere lunkne over for landet, kan det altså påvirke den indenlandske efterspørgsel og dermed forbruget. Det gør det samtidig ikke bedre, at underskuddet på betalingsbalancen allerede er nået et niveau, som kan være destabiliserende for landets økonomi.

Politikkerne står på den ene side overfor stigende underskud på betalingsbalancen og økonomisk fremgang, som bør føre til politiske stramninger, mens global økonomisk usikkerhed og moderate inflationsudsigter trækker i den anden retning.


Gunstige renter og inflation

Selvom tyrkiske aktier er steget betydeligt siden vendingen sidste år ser Søren Nemec, porteføljerådgiver hos Jyske Invest, stadig potentiale i aktierne. Han fremhæver det aktuelle renteniveau kombineret med stabil inflation som gunstige forhold for de tyrkiske aktier. Godt halvdelen af porteføljen i Jyske Invest Tyrkiske Aktier består af finansaktier, men porteføljerådgiveren vurderer faktisk den tyrkiske finanssektor som en af de sundeste i Europa eftersom, at landets bankkrise tilbage i 2001 fik ryddet de fleste lig i lasten af vejen.

Tyrkiet vil være præget af valgkamp næste forår og det kan ifølge Søren Nemec skabe spændinger og usikkerhed blandt investorerne. Tyrkiske aktier er stadig billige sammenlignet med andre østeuropæiske lande, men ikke set i forhold til aktiernes egen historik, og det kan sætte en stopper for de flotte kursstigninger, slutter han.


Genvej til Tyrkiet

Der er også andre fonde, som giver adgang til det tyrkiske aktiemarked. Fonde fra BankInvest, Jyske Invest og Carnegie WorldWide med bredt østeuropæisk fokus har alle pt. små 20 pct. investeret i tyrkiske aktier. Er man til fonde med lidt bredere investeringsområde kan Danske Invest Nye Markeder Small Cap og SEB Inst. Emerging Markets Mondrian også være mulige emner.

Husk altid at se investeringen i forhold til din samlede portefølje, og selvom man vitterlig har nerver til det tyrkiske aktiemarked bør investeringen for de fleste kun udgøre en meget begrænset del af porteføljen. Aktierne illustrerer ganske fint at det som stiger meget, også nemt kan falde i samme tempo.

Danske fonde med mange tyrkiske aktier
Fond Tyrkiske aktier i % År-til-dato afkast 3 års afkast årligt 5 års afkast årligt Afkast i 2009 Afkast i 2008
Jyske Invest Tyrkiske Aktier 99 42,6 -0,6 101,3 -63,0
Jyske Invest Østeuropæiske Aktier 19 19,0 -9,6 6,0 68,0 -64,5
BankInvest Østeuropa Aktier 19 16,8 -9,4 5,0 87,2 -67,0
Carnegie WorldWide/Østeuropa 18 17,6 -16,3 1,0 88,9 -74,0
Danske Invest Østeuropa 17 18,6 -9,3 6,1 100,4 -69,0
EgnsINVEST Emerging Østeuropa 15 16,0 -8,9 5,5 74,7 -63,0
Danske Invest Østeuropa Konvergens 14 20,7 -11,2 4,6 49,1 -58,1
Danske Invest Nye Markeder Small Cap 9 49,1 14,1 88,4 -43,4
SEB Instl Emerging Markets Equties Mondrian 7 19,6 1,3 9,5 63,8 -44,2
Gudme Raaschou Invest EM Aktier 5 20,9

Afkast opgjort pr. 14/10/2010

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser