Trods din medfødte svaghed

nsielle markeder har det med at overreagere både i positiv og negativ retning. Det viser den seneste udvikling, hvad enten man ser på de store fald sidste år eller den efterfølgende eksplosive stigning i år, så har der været tale om overreaktioner. Det samme kan man se af talrige tidligere begivenheder, hvor investorerne først har presset kurserne op i urealistiske højder for derefter at løbe skrigende bort når det hele ramler. Det gælder hvad enten der er tale om boligmarkedet, råvaremarkedet eller aktiemarkedet.

Ifølge klassisk investeringsteori er investorerne rationelle beslutningstagere, så følelsesdrevne investeringsbobler bør slet ikke kunne forekomme. Men tilsyneladende er mennesker slet ikke så rationelle endda. Studier af investoradfærd har vist, at investorer er for tilbøjelige til at fremskrive den umiddelbare fortid langt ind i fremtiden, de tror således alt for meget på egne evner og er for hurtige - eller ikke hurtige nok - til at reagere på ny information. Disse tendenser medfører ofte at investorerne tager beslutninger som skader deres investeringer.

Investorpsykologi spiller en stadig større rolle i finansieringsteorien under betegnelsen behavioral finance. Denne teori blander finansiering og psykologi for at identificere dybdeliggende menneskelige træk, som går i vejen for investeringsmæssig succes. Behavioral finance er ikke blot et interessant studium, men kan ligeledes være med til at hjælpe helt almindelige investorer med at identificere og rette investeringsadfærd, der koster dem penge. I det følgende ser vi på en række typiske fejl man bør undgå.

Informationer omkring investeringer er der efterhånden nok af og derfor er der mange, der læner sig op ad tommelfingerregler når de skal tage deres beslutninger. Sådanne forenklede regler kan være gode i visse situationer, men i andre kan de være med til at forfejle investorernes beslutningsgrundlag og dermed føre til ringe investeringsbeslutninger. Et klassisk eksempel er investorer der lægger for stor vægt på den umiddelbare fortid, når fremtidspotentialet vurderes. I stedet for at undersøge en investeringsmulighed til bunds, så sker der ofte det, at forventningerne til fremtiden forankres i den umiddelbare fortid.

Problemet er naturligvis, at i går, ikke altid fortæller hvad morgendagen bringer. Et glimrende eksempel på dette er investorerne, som sværmede om de rødglødende teknologiaktier tilbage i slut halvfemserne – med forventninger om at de gode tider blot ville fortsætte som hidtil. Det gjorde de ikke, og de fleste endte med massive tab.

De store udsving i aktiemarkederne de senere år er med til at understrege, at historiske afkast ikke er nogen garanti for fremtidige.

I en undersøgelse, hvor man bad svenske bilister om at bedømme deres egne køreevner, var der ikke mindre end ni ud af ti, der bedømte sig selv som bedre end gennemsnittet. Mange af dem har selvsagt overvurderet deres egne evner. Men de fleste af os tænker ligesom svenskerne. Vi tror vi er bedre og klogere end vi egentlig er. Som investor skal man være varsom med overdreven optimisme. Det kan godt være man er overbevist om at man kan udpege den næste Microsoft, men al sandsynlighed taler for at man ikke kan.

Der er talrige studier, som peger på at investorer med for stor tiltro til egne evner har det med at handle oftere, fordi de tror at de ved mere end personen i den anden ende af handlen. Og al den handelsaktivitet kan gå ud over formuen. Dels fordi der er omkostninger forbundet med at handle og ligeledes er der lavet undersøgelser i USA, der peger på at de investorer der handler meget, ofte ender med at købe aktier der klarer sig ringere end de aktier, som de netop har solgt. Deres formue blev således ramt af både lavere afkast og højere handelsomkostninger.

Der kan dermed være en tendens til at investorerne i højere grad sælger vinderne end taberne og det er netop hvad behavioral finance teoretikere ville forudsige. Man har observeret at investorerne accepterer små men sikre gevinster frem for at tage chancen og satse på højere afkast. Ironisk nok har de samme investorer svært ved at indrømme et nederlag og sælger derfor ikke aktier der ligger i minus, i håbet om at aktien kommer op igen. Resultatet er, at investorerne har en tendens til at sælge vinderne for tidligt og holde fast i taberne i for lang tid.

Man bør ikke være bange for at sælge en tabsgivende investering med det argument at det forvandler et ”papir tab” til et rigtigt tab. Ved at holde fast i en dårlig investering i håbet om at den ”kommer igen” kan man forpasse chancen for at deltage i bedre investeringsmuligheder. Det er altså væsentligt at vide, hvornår man skal tage sit tab. Derfor betaler det sig at have helt klare årsager til, hvorfor man foretager en hvilken som helst investering, helt fra start. Hvis ens forventninger ikke realiseres – så er det tid til at sælge.