De seneste uger har været nervepirrende for investorer, der har kunnet se værdien af deres opsparing tage nogle gevaldige sving på grund af uroen på finansmarkederne. Men også fra en anden kant er vores langsigtede opsparing kommet under pres på det seneste: Der er tilsyneladende opstået bred politisk enighed om at bruge flere af vores fælles penge nu, og dermed have mindre at gøre godt med i fremtiden.
Det er jo ellers ikke længe siden, at diskussionen handlede om de langsigtede problemer for de offentlige finanser: I en fremtid med betydeligt flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder vil regnestykket ikke længere hænge sammen, med mindre skatten bliver sat op, eller niveauet for offentlige ydelser og service sat ned.
Problemet blev grundigt dokumenteret af Velfærdskommissionen, og det blev efterfølgende også delvist løst ved en bred politisk aftale. Det vigtigste element i den aftale er, at efterløns- og folkepensionsalderen gradvist hæves – altså en udhulning af de offentlige ydelser. Omfanget af den udhulning er formentlig ikke helt gået op for alle endnu. Aftalen indebærer, at efterløns- og folkepensionsalderen gradvist bliver øget med to år. Men ud over det indebærer den også, at begge aldersgrænser derefter vil stige i takt med levetiden i samfundet. Det betyder i praksis, at danskere, der i dag er i 30’erne, realistisk set kan forvente en folkepensionsalder omkring de 70.
Der manglede penge i forvejen
Det har dog hele tiden stået klart, at selv denne ret dramatiske forringelse af de offentlige pensionsordninger langt fra løser hele statskassens problem. Det er fortsat stort på langt sigt, selv om der de seneste år har været uventet store overskud.
Nu foreslår regeringen så at øge de offentlige udgifter på en række områder samt at sænke skatten – det sidste dog delvist betalt ved at lade nogle afgifter stige i takt med inflationen, i stedet for som hidtil at fastholde dem i kroner og øre. Det er klart, at nettoresultatet bliver endnu større behov for skattestigninger og/eller reduktioner i ydelser og serviceniveau i fremtiden.
Det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, har også her i sensommeren foreslået betydeligt højere offentlige udgifter, der ikke skal modsvares af skattestigninger. Partiet vil dog på den anden side heller ikke sænke skatten.
Store hvis’er
Regeringens beregninger viser, at de offentlige finanser faktisk hænger sammen på lang sigt, også på trods af de nye forslag om udgifter. Men beregningerne bygger på antagelser. Blandt andet antagelsen om, at beskæftigelsen skal stige med 15.000 personer over de næste syv år, selv om befolkningen i den arbejdsdygtige alder i samme periode vil falde med 30.000 – og selv om udgangspunktet som bekendt er en situation med mangel på arbejdskraft i mange brancher. Det antages derudover blandt andet, at skattelettelserne delvist vil finansiere sig selv, og at de offentlige udgifter fra 2009 og frem vil lade sig styre stramt.
Tvivler man på, om det kan lade sig gøre, er der grund til at øge sin egen opsparing – for resultatet vil jo så blive problemer for den fælles del af vores økonomi på længere sigt. Men selv hvis regeringens planer går i opfyldelse, er der god grund til at lægge penge til side, hvis man er blandt de yngre på arbejdsmarkedet nu.
Er det offentlige tilbud nok til dig?
Planen indebærer nemlig i store træk, at det offentlige serviceniveau kan forblive, hvor det er. Men det kan jo meget vel tænkes, at dagens yngre vil stille betydeligt skrappere krav til for eksempel hospitaler og ældrepleje, når de bliver gamle. I så fald skal de selv betale, som det ser ud nu.
Og så indebærer planen jo altså fortsat en pensionsalder, der er betydeligt over, hvad der er normen i dag. Hvis man ikke bryder sig om det, er det også bare med selv at få sparet op til en tidligere tilbagetrækning.
Ikke kun de langsigtede farer taler for, at man skal spare mere op selv, når politikerne gør det modsatte. Planerne om at øge forbruget og sænke skatten til næste år forøger risikoen for en overophedning af dansk økonomi. Især, hvis regeringen igen suspenderer indbetalingen til den Særlige Pensionsopsparing (SP) – en mulighed, den nu lufter. Sker det, vil vi efterfølgende få en periode med stagnation, som for eksempel i slutningen af 1980’erne. I så fald vil mange nok fortryde, at de brændte alle pengene af under de gode tider – sådan var det i hvert fald dengang.
Mere nu giver mindre senere
Alt dette betyder ikke i sig selv, at der er noget galt eller forkert i regeringens eller oppositionens politik. Hvornår og på hvad, man vil bruge de offentlige midler, er et spørgsmål om holdning og politisk overbevisning. Det er også rigtigt, at nogle typer lempelser – som skattelettelser på arbejdsindkomst eller investering i uddannelse og infrastruktur – i et eller andet omfang kan betale sig selv ved at skabe mere dynamik og vækst.
Men at man ligefrem kan forbedre de offentlige finanser ved at sænke skatten eller bruge flere penge er der ikke mange seriøse forskere, der tror på. Og penge kan som bekendt kun bruges en gang. Jo mere, vi bruger i fællesskab nu, jo mere grund er der således til selv at spare op.
:quality(80)/cloudfront-us-east-1.images.arcpublishing.com/morningstar/AGAGH4NDF5FCRKXQANXPYS6TBQ.png)
