Garanterede investeringsprodukter – dem, hvor man er garanteret at få de fleste af sine penge tilbage efter en årrække, plus et eventuelt overskud – har længe været genstand for kritik og skepsis. Men Danmarks Nationalbank har sat trumf på med en analyse, der afslørede utilfredsstillende afkast i produkterne hidtil, og som sammenlignede dem med at sætte de fleste af sine penge i banken, og så købe en lille lottokupon for resten.
Nationalbankens analyse er noget mere nuanceret end mange af gengivelserne i pressen. Produkterne, der har form af såkaldte indekserede obligationer, har deres fordele, påpeger banken i sin Kvartalsoversigt. De giver investorer adgang til markeder, der ellers ville være svært tilgængelige, såsom optionsmarkedet. Og ikke alle de indekserede obligationer kan sammenlignes med lottokuponer, selv om uigennemskueligheden gør det svært at vide hvilke.
Klart budskab
Der er dog ingen tvivl om det samlede budskab fra Nationalbanken:
”Beregninger præsenteret i denne artikel viser, at parterne bag de indekserede obligationer historisk set har haft en god indtjening ved salget af de indekserede obligationer. Investor, derimod, har påtaget sig en større risiko end ved investering i fx statsobligationer uden at blive belønnet med højere gennemsnitligt afkast,” lyder artiklens sidste afsnit.
Beregningerne er blandt andet en gennemgang af 67 produkter, der allerede er udløbet, og hvor man altså nu kan se, hvordan det er gået investorerne. 31 af dem gav tab eller nul i afkast – husk på, at garantiprodukterne sjældent garanterer mod tab overhovedet – kun mod, at tabet bliver meget stort.
Lavt afkast i gennemsnit
Men hvad værre er, så gav produkterne i gennemsnit et årligt afkast på blot 2,47 procent efter Nationalbankens foretrukne regnemetode. Det er ikke meget, set i lyset af den risiko, investorerne løber, lyder konklusionen. Det er ikke mindst den risiko, der knytter sig til, at produkterne er vanskelige og dyre at komme ud af igen, hvis man får brug for pengene, før obligationerne udløber.
Det er netop en af de tydelige svagheder ved indekserede obligationer frem for investeringsforeninger. Investeringsforeningerne skal til enhver tid købe investeringsbeviser tilbage til bevisernes bogførte værdi, minus eventuelt et indløsningsfradrag. Og den bogførte værdi afspejler aktiers og obligationers værdi på rigtige børser. Det er altså ikke op til en bank eller en anden formidler at skønne, hvad éns investering er værd, men simpelthen noget, der løbende kan opgøres regnskabsmæssigt. Derfor kan man også løbende følge med i, hvordan investeringen udvikler sig.
Valutaspekulation
Det er i princippet en svaghed ved investeringsforeninger, at de skal begrænse sig til at investere i almindelige værdipapirer som aktier og obligationer. Med de garanterede produkter kan man satse sine penge på næsten hvad som helst. Rigtig mange af dem er således knyttet til udviklingen i bestemte valutakurser – ofte eksotiske valutaer som tyrkiske lire.
I praksis er det dog svært at se, hvorfor særlig mange almindelige investorer skulle have glæde af den type valutainvesteringer. Som langsigtet investor gælder det om at opnå et godt afkast uden unødig risiko. Ved at sprede sine investeringer over mange forskellige værdipapirer kan man begrænse risikoen uden at begrænse sit gennemsnitlige afkast, og det er netop, hvad investeringsforeninger er beregnet til. Satsning på en enkelt valuta giver ikke god risikospredning, heller ikke i kombination med en obligationsinvestering i et garanteret produkt.
Tvivlsom garanti
Den store fordel ved garanterede produkter er selve garantien. Mange investorer er glade for at vide, at der er en bund under, hvor meget, de kan tabe. Erfaringen viser ganske vist, at det ofte er en tryghed, der ikke er særlig meget brug for. Investerer man – for eksempel via investeringsforeninger – i en bredt sammensat portefølje af aktier og obligationer, er det meget usandsynligt, at man direkte taber penge over en længere årrække. Og som nævnt er garantien i de garanterede produkter normalt ikke en garanti mod tab overhovedet. Ofte kan man miste 5-10 procent af sit indskud, plus omkostninger. Oven i det kommer, at man jo alternativt kunne have sat sine penge i banken, hvor man ville få rente og nul risiko. Reelt kan man derfor få et ganske betydeligt tab, hvis man har investeret i et garanteret produkt, der ender med at blive indløst til den garanterede kurs.
Der vil givetvis være situationer, hvor konkrete investorer med fordel kan vælge garanterede produkter, fordi de passer til netop den investors risikoprofil. Men for de fleste langsigtede investorer vil det være en bedre løsning at bruge investeringsforeninger til at sammensætte en bred portefølje af obligationer og aktier. Sørger man for en god spredning på tværs af virksomheder, lande, brancher og investeringsstilarter, vil det for de fleste være tilstrækkelig garanti mod tab.
