I princippet er EU et fælledsmarked, også når det gælder investeringsprodukter. Meningen er, at de forskellige investeringshuse fra hele kontinentet skal konkurrere om at tiltrække investorerne til netop deres investeringsforeninger – eller investeringsfonde, som de kaldes uden for Danmark.
I praksis fungerer det bare ikke sådan. Udenlandske investeringsfonde får ikke mange ben til jorden i forhold til private danske investorer. En vigtig grund til det er, at de danske skatteregler ligger hindringer i vejen for, at de udenlandske fonde kan tage kampen om med de danske investeringsforeninger.
Forklaring udbedes
Det er nu faldet EU-Kommissionen for brystet. Den har derfor taget første skridt i en sag mod de danske myndigheder, ved at sende en såkaldt åbningsskrivelse, hvor myndighederne bliver bedt om en forklaring. Vi ved ikke, hvad kommissionen præcis har spurgt om, for det danske skatteministerium har valgt ikke at offentliggøre skrivelsen. Men det er klart, at kommissionen har kig på en mulig handelshindring.
Sagens kerne er, at hvis man som dansker investerer i en fond af aktier – det være sig udenlandsk eller fra en dansk investeringsforening – skal fonden opfylde nogle helt bestemte og særligt danske regler for, at investoren kan nøjes med at betale aktieindkomstskat af gevinsten. Opfyldes reglerne ikke, vil afkastet blive beskattet som kapitalindkomst, og det vil i de fleste tilfælde sige, at det bliver beskattet hårdere – med mindre man investerer midler fra en pensionsordning, børneopsparing eller virksomhedsskatteordning, hvor der ikke er forskel på skatten af aktieindkomst og anden indkomst.
To særregler giver problemer
De danske særregler handler primært om to ting. For det første skal fondene opgøre deres afkast efter særlige regler, så det kan blive skrevet korrekt på den enkelte investors selvangivelse som enten aktieindkomst eller kapitalindkomst. Den proces medfører naturligvis, at der er en ekstra omkostning og arbejdsbyrde forbundet med at sælge produkter i Danmark, der er udviklet til det globale marked.
For det andet skal fondene til enhver tid overholde den regel, at højst 25 procent af midlerne må være placeret i andet end aktier. Det betyder, at fondene bliver nødt til at afskrive sig fra nogle af de investeringsmuligheder, de normalt har. Mange aktiefonde investerer i forskellige finansielle instrumenter, der er baserede på aktier eller er aktie-lignende, som for eksempel virksomhedsobligationer, der kan konverters til aktier på et senere tidspunkt. Det er også normalt at investere i finansielle instrumenter, der kan sikre mod valutakursudsving.
Også selv om en udenlandsk aktiefond faktisk overholder 25 procents-reglen, er den nødt til at love, at den aldrig vil overskride grænsen i fremtiden, hvis den skal være attraktive for danske investorer under de nuværende skatteregler. Det vil altså sige, at de skal pålægge sig begrænsninger, der går ud over investorer i hele verden, alene af hensyn til det danske marked.
I hvert fald barriere i praksis
De begrænsninger er der hidtil ingen udenlandske fonde, der har kunnet tage på sig. Det gør de danske investeringsforeninger derimod. Dermed er der sat en ganske effektiv barriere for konkurrencen udefra.
Næste skridt i sagen er, at de danske myndigheder sender et svar til EU-Kommissionen. Herefter kan Kommissionen lade sagen lade sagen ligge, eller den kan kræve en bedre forklaring. Først derefter kan den begynde en egentlig retssag ved EF-Domstolen. Således kan der gå en rum tid inden den danske regering kan blive dømt til at ændre reglerne.
Myndigheder afviser problem
Men vi bliver slet ikke dømt, for der er ikke tale om en handelshindring, mener det danske skatteministerium fortsat. Reglerne er ens for alle i den forstand, at også de danske investeringsforeninger jo skal underkaste sig de forskellige vilkår og begrænsninger for at opnå den attraktive aktiebeskatning for deres investorer.
Men det kunne altså se ud til, at EU-Kommissionen mener noget andet, lige som også nogle uafhængige juraeksperter. Det kan godt være, at hensigten med de danske regler ikke er at diskriminere udenlandske producenter af investeringsydelser, men i praksis er det altså sådan, de virker. Det er lidt på samme måde, som når specielle danske regler for udformningen af byggematerialer forhindrer konkurrence fra udenlandske producenter. Alle udlændingene har lov til at levere varer efter de danske regler, men i praksis kan det dårligt svare sig for dem at udvikle produkter specielt til et så lille marked.
Konkurrencestyrelsens analyser viser, at den type regler medfører højere priser end nødvendigt på byggematerialer i Danmark. I takt med, at barriererne bliver nedbrudt, bliver forbrugerne således bedre stillede. Sammenligningen skal ikke drages for vidt, for der er ikke noget, der tyder på, at danske investeringsforeninger er specielt dyre i forhold til de udenlandske. Men færre barrierer, og dermed øget konkurrence og flere valgmuligheder, vil også på det område naturligvis være en fordel for forbrugerne, og det kan være kommet et skridt nærmere med EU-Kommissionens indgreb.
