For godt en måned siden kunne vi på denne plads berette om en dramatisk uge på finansmarkederne, der havde kostet investorerne i de danske investeringsforeninger ti milliarder kroner. Men som de fleste nok har bemærket, så fortsatte den finansielle uro langt ud over den ene uge.
Alt i alt har investorerne i de danske investeringsforeninger nu tabt godt 26 milliarder kroner på de seks uger, der er gået, siden de voldsomme kursfald satte ind den 11. maj. Det viser beregninger på baggrund af Morningstars database. Det svarer til knap 5,5 procent af den samlede investerede formue i foreningerne.
Ikke overraskende er det de fonde, der udelukkende går efter aktier, som står for langt den største del af tabet. Små 24 milliarder er det blevet til, eller 13 procent af formuen.
Obligationer med tab
Som sædvanlig har obligationer vist sig at være en mere sikker havn end aktier, når tiderne er urolige. Men dog ikke mere sikker end, at investorer i rene obligationsfonde faktisk også har lidt et tab på de seks uger, samlet set. Ganske vidst ”kun” et tab på knap 1,5 milliarder kroner, eller en halv procent af formuen, men dog et tab.
Det er måske ikke så underligt, at også obligationerne har givet tab, kunne man mene. Den finansielle uro er efter mange analytikeres vurdering udløst af frygt for stigende renter, hvad der burde være dårligt nyt for ejere af normale obligationer. Når renten på bankbogen stiger, falder værdien af en fastforrentet obligation.
Men så enkelt er det ikke. I tider som disse opfører markederne sig sjældent, som lærebøgerne foreskriver. Investeringsafdelinger, der primært ejer almindelige danske stats- og realkreditobligationer, har rent faktisk leveret et positivt afkast på de seks dramatiske uger. Ganske vidst er renteudsigterne teoretisk set gået dem imod. Men det overskygges af, at mange investorer kaster deres kærlighed på den type værdipapirer, når der er uro i aktierne.
Det, der derimod har ramt obligationsfondene set under et, er det samme, som det, der har ramt aktierne: Kursfald på alt, der er forbundet med høj risiko. Det vil blandt andet sige statsobligationer fra såkaldte nye markeder – altså statskasser, hvor historien og nøgletallene indikerer, at en statsbankerot er en mulighed.
Minder mere om aktier
Den slags obligationer giver et bedre afkast end danske statsobligationer, set over lange perioder. Men de er altså også forbundet med en risiko, der minder meget mere om risikoen ved aktier end ved, hvad man normalt forbinder med statsobligationer.
På samme måde er det med obligationer udstedt af virksomheder med varierende kreditkreditværdighed. Lige som statsobligationerne fra nye markeder er virksomhedsobligationerne blevet meget populære blandt danske investorer de senere år, og investeringsforeningerne har oprettet talrige afdelinger, der satser på dem. Investorerne er blevet tiltrukket af det høje afkast, sammenlignet med de traditionelle obligationer. Men prisen er større usikkerhed, som det viser sig nu.
I gennemsnit har de danske fonde i Morningstar-kategorien ’Nye markeder – obligationer’ givet et tab på fire procent på de seks uger. Til sammenligning var der en gevinst på en halv procent i gennemsnit i kategorierne ’DKK korte – obligationer’ og ’DKK øvrige – obligationer’. De kategorier, hvor fonde med almindelige danske obligationer befinder sig.
Helt så galt som for de nye markeder er det ikke gået de fleste virksomhedsobligationer. I kategorien ’EUR Højrente – Obligationer’ finder man fonde, der køber obligationer udstedt af låntagere med lav kreditværdighed. Her er gennemsnits-faldet i perioden på 1,4 procent. Men selv om det er et betydeligt mindre fald end for aktierne, er retningen den samme.
Ikke for meget krydderi
Det er ikke et bevis på, at man skal holde sig langt væk fra fonde, der går efter de mere eksotiske typer af obligationer. Men det er et symptom på, at den slags obligationer ikke kan erstatte de mere almindelige obligationer, når man sammensætter sin portefølje.
Har man en investeringshorisont, der ikke er meget lang, vil man normalt have en risikoprofil, der indikerer, at mindst en del af porteføljen skal investeres i obligationer. Netop fordi aktieinvesteringer risikerer at blive ramt af perioder som de sidste seks uger, hvor de falder over en bred kam.
Til det formål skal man bruge en kerne af fonde, der investerer i netop den type obligationer, der virkelig kan anses som en sikker havn. Det vil sige obligationer udstedt af veletablerede statskasser eller af andre udstedere med meget høj kreditværdighed, såsom realkreditinstitutter.
Men selv om obligationerne er en sikker havn i forhold til aktierne, så kan også de mest kreditværdige komme ud for kursfald. Normalt er udsigt til stigende renter dårligt nyt for obligationerne, selv om det ikke lige har været sådan de seneste uger. Generelt kan man sige, at jo længere løbetid og jo højere kuponrente en obligation har, jo mere følsom er den over for ændringer i renteniveauet. Den samlede følsomhed kan opsummes i nøgletallet modificeret varighed.
Hovedreglen er, at jo mindre risikovillig man er, jo lavere en samlet modificeret varighed skal man have i sin obligationsportefølje. Og for at ramme netop det rigtige mix vil det i praksis ofte være nødvendigt at investere i mindst to forskellige fonde med sikre obligationer. En med høj gennemsnitlig varighed og en med lav.
Og har man plads til lidt ekstra risiko, kan fonde med obligationer fra nye markeder eller virksomheder bestemt udgøre et fornuftigt supplement. Man skal bare være opmærksom på, at det indebærer en risiko, der kan minde mere om aktier end om obligationer.
:quality(80)/cloudfront-us-east-1.images.arcpublishing.com/morningstar/AGAGH4NDF5FCRKXQANXPYS6TBQ.png)
.jpg)
