Europa: Tid til defensivt

Udsigterne for de europæiske aktier har taget en negativ drejning på grund af den styrkede euro, højere oliepriser og inflation. Porteføljemanagerne foretrækker defensive sektorer i forhold til cykliske

Sara Silano 21/06/2004
Facebook Twitter LinkedIn

Valget til Europa Parlamentet havde ganske forudsigeligt ingen effekt på de finansielle markeder i Europa. Investorerne har da også mange andre faktorer at forholde sig til i denne tid. De tæller blandt andet de høje oliepriser, frygt for rentestigninger i USA og øget terroraktivitet i Mellemøsten. Alt sammen har det bidraget til øget usikkerhed og volatilitet.

MSCI Europa er dog steget med næsten 5 pct. gennem den seneste måned (frem til den 16. juni) blandt andet på baggrund af god performance fra de defensive aktier og positivt nyt på den økonomiske front.

Eksempelvis oplevede euroland en vækst på 0,6 pct. i første kvartal 2004 sammenlignet med en vækst på 0,4 pct. i fjerde kvartal 2003. Især eksporten bidrog til fremgangen (steg 1,7 pct.), men også forbruget var i fremdrift med en stigning på 0,6 pct.


Stor usikkerhed

Eksporten har brug for en svagere euro, men i maj kostede euroen mellem 1,20 og 1,23 dollar, og porteføljeforvalterne venter en yderligere styrkelse af euroen. En rundspørge foretaget af Morningstar i Italien viser, at 47,8 pct. af porteføljemanagerne i støvlelandet tror på en styrket euro over for dollaren, mens blot 17,4 pct. tror på en svækket euro.

De professionelle investorer er også fortsat bekymret for udviklingen i eurozonens største økonomi, Tyskland, hvor de økonomiske nøgletal atter viser tegn på svækkelse. Den såkaldte ZEW-undersøgelse, som måler investorernes tillid, faldt i seneste opgørelse, mens Ifo-indekset, som måler erhvervslivets tillid til fremtiden, ligeledes faldt.

- Tvivl om hvorvidt det økonomiske opsving i Tyskland kan fastholdes, høj arbejdsløshed og et stort budgetunderskud samt svagt forbrug har fået forventningerne til at falde, hed det i en kommentar fra DWS Investments.

I maj steg oliepriserne også til mere end 40 dollar per tønde WTI-råolie (West Texas Intermediate) på New York Mercantile Exchange (NYMEX), hvilket igen sparkede til inflationen. Ifølge Eurostat steg inflationen i eurozonen fra 2 pct., på årlig basis i april til 2,5 pct. i maj.

ECB, Den Europæiske Centralbank, er på den baggrund bekymret for inflationen, og flere analytikere peger på, at banken kan hæve sine renter i den kommende tid.


Mindre cyklisk – mere defensivt

Usikkerhed ramte især de cykliske aktier den seneste måneds tid, og især telekommunikation var ramt. Sektorens nedtur var forårsaget af regnskabet fra Vodafone, der ikke blev vel modtaget af aktiemarkederne. Også forsikringssektoren oplevede en negativ udvikling med et minus på 1,9 pct. Omvendt havde detail-sektoren en god måned med en fremgang på 5,5 pct. på baggrund af et overtagelsesbud på den engelske kæde Marks & Spencer.

- Den cykliske orientering i vores portefølje er blevet reduceret. Den i visse tilfælde betydelige undervægt i fødevarer, forsyning, energi og ikke-cykliske varer er mindre end tidligere, selv om der fortsat er en mindre undervægt. I anden halvdel af året, efterhånden som den økonomiske vækst ventes at blive svækket, er udsigten for en reel outperformance fra de cykliske aktiers side nu mere usandsynlig. Det kan betyde et skifte til fordel for de defensive sektorer, kommenterer Jorg Schlinghoff, investeringschef hos WestAM.

Denne kommentar er skrevet af Sara Silano, der er analytiker hos Morningstar i Milano.

TAGS
Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sara Silano

Sara Silano  è caporedattore di Morningstar in Italia

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser