Risikable aktier bedst

Det er de mest risikable aktier, der har klaret sig bedst i år, men også Japan skiller sig ud fra flokken

Facebook Twitter LinkedIn

Nye markeder, små selskaber og vækstaktier har været de bedste performere på det globale aktiemarked indtil nu i 2003. De har en ting til fælles – de anses for at være de mest risikable investeringer.

Den primære årsag til de bedre afkast fra den mere risikable del af markedet kan findes i konsensus-opfattelsen af, at den globale økonomi er på vej ind i et opsving ledet af den amerikanske økonomi, der viser bedre og bedre takter.

For at drage størst nytte af dette opsving, har investorerne søgt over i de mere spekulative dele af markedet. I den indledende del af et opsving er det typisk aktier i de nye markeder og vækstaktier, der klarer sig bedst.

De nye markeder er således fortsat op, og siden årets start topper fondene i disse markeder blandt alle Morningstar Kategorier™. De europæiske fonde i ’Central- og Østeuropa – Aktier’ har oplevet én stigning på 40,8 pct. (den 13. oktober) siden nytår, og den typiske latinamerikanske fond er steget med 30,6 pct.

Mindre selskaber har også klaret sig bedre end de store, og vækstaktierne har været bedre end værdi-selskaberne. Disse trends illustreres af afkastene i Morningstars Indeks for det amerikanske aktiemarked. Det såkaldte Small Growth-index (for små vækstselskaber) er siden årets start steget med 30,4 pct., mens eksempelvis Large Cap Value-index (for store, defensive selskaber) blot er steget med 9,1 pct.


Japan skiller sig ud

Japan har også klaret sig rigtigt godt i år, og skiller sig på den måde noget ud fra de øvrige udviklede markeder i USA og Europa med en bedre performance. Det er dog af andre årsager. MSCI Japan er steget med 34,4 pct. i 2003.

Efter en økonomisk nedtur, der startede helt tilbage ved krisen i 1989, har der været mange tyvstarter med investorer, som har troet på en ændring i Japan, men nu synes den økonomiske vending, der startede i begyndelsen af 2003 efter al sandsynlighed at ville fortsætte.

Desuden ventes tempoet i de strukturelle reformer i Japan at blive sat op efter parlamentsvalget den 9. november. Begge regeringskandidater LDP (Liberal Democratic Party) og DJP (Democratic Party of Japan) har reformer på valgprogrammet. Junchiro Koizumi, Japans premierminister har dog lovet reformer siden 2001 uden de store resultater, men investorerne tror på, at det bliver anderledes nu.


Tid til Large Cap?

Det bedre afkast blandt globale fonde, som fokuserer på små selskaber, i forhold til globale fonde med fokus på store virksomheder var størst i juli og august.

Den gennemsnitlige ’Globale Mid/Small Cap’-fond er steget med 23,7 pct. siden årets start, mens ’Globale Large Cap’-fonde typisk er gået op med 9,4 pct. Derfor er der mange investorer, der ønsker at gå mod strømmen, som nu venter mere fremgang til Large Cap-segmentet.

Denne kommentar er skrevet af Niklas Tell, der er Morningstar Europes chefredaktør

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Morningstar Danmark Editor  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser