På vej ud af krisen

Latinamerikanske fonde er blandt de bedste i år. Regionen er på vej ud af den krise, der trak aktiekurserne nedad indtil for et år siden

Sten Blindkilde 15/09/2003
Facebook Twitter LinkedIn

De fonde, som investerer i Latinamerika, hører til de mest givtige i år. Regionen er kommet ud af krisen i 2001 og 2002 med ny kraft i de seneste ti til tolv måneder, og det har skæppet godt til afkastene for fondene, som investerer i regionens aktier.

I Morningstar Kategorien™ ’Latinamerika – Aktier’ findes 169 fonde i hele Europa. De har i snit lavet et plus på 26,3 pct. siden årsskiftet – et afkast, der kun overgås af en enkelt anden kategori. Til sammenligning ligger fonde med fokus på globale large cap aktier i snit med et plus på 9,4 pct. – på en 31. plads.

Blandt de danske fonde, der typisk ligger over det europæiske niveau i Morningstar Rating™, i Latinamerika har det gennemsnitlige afkast indtil nu i år ligget på 32,3 pct. Derved har de altså slået konkurrenterne. Bedst har BankInvest Pension Latinamerika (PAL) været med et plus på 36,6 pct.


Bedst i Brasilien

De latinamerikanske aktier har da også som helhed klart trukket for i år med afkast, der ligger over de nye markeder generelt og med afkast over de globale aktier. Således er aktierne i den latinamerikanske region målt i dollar steget med 37 pct. siden årsskiftet, mens de nye markeder generelt er gået op med 31 pct., og de globale aktier som helhed har vundet knap 16 pct.

Brasilien, der sammen med Mexico tegner sig som de vigtigste lande i regionen, hører til et af de lande, som har trukket for. Målt i lokal valuta er MSCI Brasilien steget med en fjerdedel i år.

Baggrunden er blandt et plus på 10 pct. i august efter rentesænkninger fra den brasilianske centralbank på samlet set 4 pct.point over de seneste to måneder til 22 pct. Samtidig er det godt nyt, at regeringen er på vej til at nå sit mål om en årlig inflation på maksimalt 8,5 pct.


Valutaeffekten

En af de vigtigste årsager for performance i de nye markeder er valutaen. Et godt eksempel er netop Brasilien. I lokal valuta, realen, har landets aktier blot oplevet en stigning på ”beskedne” 27 pct., mens det målt i dollar er nær det dobbelte på 54 pct. For udenlandske investorer er halvdelen af afkastet på brasilianske aktier altså kommet fra en højere vurdering af landets møntfod.

Derimod er Mexico, det andet store aktiemarked i regionen, en anden historie, da landets økonomi er stærkt knyttet til USA. Konsekvensen er, at valutaeffekten på Mexico ikke har været så stor. Den effekt, som har været, er faktisk negativ, da pesoen er faldet med 4 pct. over for dollaren.


”Billig baggrund”

Fremgangen er dog også skabt på en ”billig baggrund”. For lidt over et år siden var Latinamerika endnu på vej tilbage fra krisen. Argentina havde stoppet betalingen på sin udenlandsgæld tilbage i 2001, og samtidig var der stor bekymring for, hvordan den den præsidentkandidat Luiz Inacio Lula da Silva fra Arbejderpartiet i Brasilien ville agere, hvis han blev valgt.

Investorerne var mildest talt pessimistiske, og aktiekurserne var derfor trykket godt og grundigt i bund.

I dag har Brasiliens regering med Lula i spidsen vist sig at være mere markedsvenlig end ventet. Der er forventninger om endnu flere rentesænkninger, efterhånden som de økonomiske reformer skrider frem, og har præsident Lula held med sin største udfordring - en velfærdsreform – ventes det at få en positiv effekt på aktierne.

Blandt flertallet af analytikere og porteføljemanagere er der enighed om, at Brasilien fortsat har attraktive prissætninger på aktierne i forhold til selskabernes værdier og indtjeningsevne. Sammenligner man de vigtigste nøgletal på Latinamerika fondene med de globale fonde, så har Latinamerika da også en rabat på mellem 25 og 40 pct. til de globale aktier.

I Mexico er økonomien begyndt at gå frem efter, at væksten er vendt tilbage i USA, og det ventes at have en positiv effekt på aktierne, men i Mexico er der ligeledes behov for strukturelle – især finansielle – reformer.

Ifølge de seneste prognoser fra Verdensbanken vil Latinamerika som helhed opleve en pæn stigning i væksten fra en 1,8 pct. i år til 3,7 pct. – mere end det dobbelte – i 2004.


Gode udsigter

Set i lyset af udsigterne til et globalt økonomisk opsving vil den bedre og positive performance i de nye markeder formentlig fortsætte. Derfor kan latinamerikanske fonde meget vel blive en god kilde til afkast i de private investorers porteføljer, men samtidig skal man være opmærksom på, at netop disse fonde traditionelt har været mere risikable end andre nye markeders fonde.

Fra et statistisk synspunkt svinger investeringerne i Latinamerika mere end i Asien eller Østeuropa. Således er standardafvigelsen over tre år for fonde i Latinamerika gennemsnitligt på 29,5 pct., mens den for de to øvrige regioner er på henholdsvis 22,8 og 25,1 pct. Risikoen i latinamerikanske aktier er altså høj.

Derfor bør den private investor ikke have særlig stor vægt i de nye markeder og i særdeleshed det latinamerikanske marked. Kun en mindre del af aktieinvesteringerne bør placeres der.

Denne kommentar er blandt andet skrevet på baggrund af originalt materiale fra Fernando Luque, som er Morningstars redaktør i Madrid.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser