Usikkerheden hjælper danske aktier

Sten Blindkilde 07/03/2002
Facebook Twitter LinkedIn


Stemning

Det danske aktiemarked var i februar domineret af forsigtighed, men også af optimisme. KFX-indekset, hvis selskaber udgjorde 85 pct. af omsætningen i aktier og investeringsbeviser, steg 3,7 pct. Også det vækstorienterede indeks, KVX, viste en pæn fremgang på 2,4 pct.

MSCI’s indeks for Danmark viste en fremgang på 1,96 pct. målt i danske kroner og på 2,4 pct. i dollar, mens MSCI Verden viste et fald på 0,88 pct., og de amerikanske aktier mistede 2 pct.

Trods fremgangen i Danmark, der nød godt af sit defensivt sammensatte aktiemarked, mens de mere cykliske markeder måtte konstatere tilbagegang, faldt omsætningen af aktier og investeringsbeviser med 13 pct. i februar i forhold til januar. Det tolkes af eksperterne som udtryk for investorernes forsigtighed i en tid, da de makroøkonomiske udsigter både globalt og i Danmark er usikre.


Markedet

Den danske økonomi viste en vækst 1,2 pct. i 2001. Det var den laveste vækst i otte år – siden 1994 og siden det seneste opsving startede. Men de danske bankøkonomer venter dog, at den danske økonomi atter vil gå frem i 2002 med lidt mere end sidste år, og i 2003 vil væksten være fordoblet, spås det.

Spådommen for Danmark er, at økonomien ganske vist vil se øget vækst, men det globale opsving, som ventes at starte i USA, vil komme senere til Europa og endnu senere til Danmark. Saften og Kraften ventes også at være størst i USA, hvor økonomerne spår vækstrater op mod tre gange højere end i Danmark i år. I Europa som helhed ventes væksten også at blive lidt højere, og på globalt plan lyder forventningerne på en vækst omkring 1,8 pct. i år.


Prognose

Det danske aktiemarked er defensivt sammensat. KFX-indekset domineres eksempelvis af bryggeri-, medico- og farma-, bank- og fødevareaktier, og selv vindmølle-selskaberne betragtes efterhånden som mindre aggressive vækstselskaber. Derfor er det danske marked ikke ligefrem indrettet på at udnytte et globalt opsving på samme måde, som eksempelvis det øvrige Norden – og netop derfor gik det ganske godt i februar, da verdensmarkederne atter en gang vaklede lidt.

De danske aktier er dog billigt prissat i forhold til USA. Danske Bank venter eksempelvis, at de nordiske markeder vil stige mellem 8 og 10 pct. i år, fordi en fair value beregning af markedernes værdi viser, at de ligger lavt i prissætningen.

Det er dog værd at bemærke, at med en øget fokus på den økonomiske vækst og dermed de cykliske aktier, så vil Danmark ikke stå først for tur blandt de øvrige nordiske markeder, og spørgsmålet er derfor, om ikke det især bliver Finland og Sverige, som vil nyde godt af opsvinget.

Man kan sige, at en lav prissætning er et glimrende udgangspunkt for en investering, men man må også sikre sig, at investeringerne sker i de sektorer og lande, som falder i investorernes smag – de typer af investeringer, som ”kører”. Derfor er der ingen garanti, at de danske aktier vil lukke hullet i år.

Det danske marked var dog blandt de bedste af de udviklede markeder i verden i februar. Så længe usikkerheden i den globale økonomi fortsat er til stede, vil dette formentlig være tilfældet igen og igen. Men står opsvinget klart for investorerne, vil de danske aktier nok blive oversete.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Sten Blindkilde  Sten Blindkilde

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser