Rebalancering eller ej

Fordelene ved rebalancering spises op af handelsomkostninger.

Af Thomas Furuseth og John Rekenthaler, Morningstar.

Udsving på aktie- og obligationsmarkederne kan skabe behov for at rebalancere porteføljer med bestemte fordelinger i aktiver såsom aktier, obligationer og alternativer - såsom de markedsrente- eller livscyklusprodukter, der udgør store dele af danskernes pensionsopsparinger.

Investeringsafdelingen i Norges Bank (NBIM) udsendte en note i 2018, der undersøgte forskellige taktikker til at rebalancere aktivallokeringen i den norske fond. 

For det første afhænger hyppigheden af rebalancering meget af allokeringen til aktier. I yderpunkterne vil en høj eller lav aktieandel kræve mindre hyppige rebalanceringer, mens porteføljer med en 50/50 fordeling vil kræve mest.

Grundprincippet i undersøgelsen var, at aktivallokeringen i porteføljen fik lov til at svinge inden for et spænd på 4 procent over eller under den valgte fordeling mellem aktier og obligationer. NBIM undersøgte mulighederne for at høste større afkast over flere forskellige tidsperioder gennem rebalanceringen, men de fandt dog frem til, at en ændring af spændet på de 4 procent ikke udnyttede afkastforskellene. I stedet spiste transaktionsomkostningerne ved at rebalancere de potentielle fordele. Når der ikke rebalanceres, skal investorerne tolerere, at aktieeksponeringen vokser eller mindskes i takt med aktiekurserne.

For kapitalforvaltere, hvor nye penge bevæger sig ind og ud af fondene, kan disse pengestrømme bruges til at justere aktieeksponeringen. Dette er ikke meget forskelligt fra, hvad der heldigt nok skete med den norske oliefond (og de norske borgere) under den globale finanskrise i 2008. Fonden øgede sin aktieandel og modtog samtidig store strømme af nye penge, da aktiekurserne lå på deres laveste.

Morningstar når samme konklusion
På tilsvarende vis fandt Morningstars John Rekenthaler lignende resultater som i NBIM-analysen. Den fulde artikel kan læses her.

Hans konklusion var som følger:

"Rebalancering har mindre effekt end aktivallokering, som dernæst har mindre effekt end noget så basalt som diversifikation. Det var min intuition, da jeg startede denne artikel, og den er blevet understøttet af mit eksempel med tre fonde i hver portefølje. Efter dette, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige om rebalancering.

I dette tilfælde ligger porteføljen, som aldrig blev rebalanceret, bag de fire andre porteføljer, men dette resultat kan ikke generaliseres. Hvis en af de tre aktiver havde slået de andre to aktiver - konsistent og uden et stort tilbagefald (som amerikanske aktier oplevede sammenlignet med amerikanske obligationer i dette eksempel) - så ville porteføljen, der aldrig var blevet rebalanceret, have opnået det højeste afkast. Dens højtflyvende aktiver ville være blevet en endnu større del af porteføljen.

Samtidig vil jeg ikke konkludere, at et spænd på 5 procent for den månedlige rebalancering ledte til et højere afkast, eftersom et identisk spænd på 5 procent med en årlig rebalancering ikke gjorde. Disse resultater er blot tilfældigheder i historikken. Vi ved at  færre rebalanceringer ofte er bedre, hvis der er handelsomkostninger med i spillet".

Med negative renter er diversifikation vigtigere end nogensinde før
På trods af perioder med større udsving, har afkastet i de fleste aktivklasser været stærke i 2019 frem til slutningen af juli. For eksempel har det danske pensionsprodukt, Danica Balance 100% Offensiv, givet et afkast på 17,65 procent frem til slut juli i år. Hvis man kun havde læst overskrifterne i aviserne, skulle man tro, at afkastet havde været negativt i samme grad. I den anden ende af risikoskalaen har Idealpension 2014 givet et afkast på 2,27 procent i samme periode.

Med det sagt, har det danske tilfælde af negative renter på realkreditlån nået de norske medier, efter Jyske Bank har tilbudt at betale renter til låntagerne. Den naturlige udvikling i denne absurde situation er selvfølgelig, at investorer bliver nødt til at betale bankerne renter for at have deres pengene stående på bankbogen. Man må erkende, at rentemarkedet er blevet vendt på hovedet. Dette påvirker naturligvis investorernes motivation til at spare op, og det kan få konsekvenser på sigt. Det risikofrie afkast er så sandelig blevet til afkastfri risiko. I denne forbindelse er diversifikation blevet vigtigere end nogensinde før.

Om forfatteren

Thomas Furuseth

Thomas Furuseth  er analytiker og redaktør på Morningstar.no. Han har en mastergrad i økonomi fra Handelshøyskolen BI med spesialisering i finans.