God start på året for pensionsinvestorerne

For mange danskere er pensionsopsparingen investeret i såkaldte markedsrenteprodukter, og indtil videre fortsætter 2017 de gode takter fra de foregående år. 

Facebook Twitter LinkedIn

Pensionsinvestorernes primære opsparingsform er i dag markedsrente, men for bare ganske få år tilbage var investorernes foretrukne pensionsprodukt det såkaldte gennemsnitsrenteprodukt. Produktet eksisterer stadig, men mange vælger i dag markedsrenteprodukter, når nye pensionsindbetalinger skal investeres. Mange har måske derudover omlagt pensionsopsparingen fra gennemsnitsrente til markedsrente, så efterhånden er der investeret ganske betydelige summer i pensionsselskabernes markedsrenteprodukter. Ifølge Finanstilsynet udgør opsparingen i markedsrenteprodukter nu ca. 37 pct. af den samlede pensionsopsparing.

I gennemsnitsrente er investorerne garanteret en fast ydelse af opsparingen, når de går på pension og opsparingen skal bruges. Opsparingen i gennemsnitsrente forrentes hvert år med en kontorente, som tilskrives opsparingen - også selvom der er turbulens og kursfald på aktiemarkederne. Investorer i gennemsnitsrente opnår dermed en årlig positiv forrentning af opsparingen år efter år uanset, hvordan det ellers står til på finansmarkederne. Det kan lade sig gøre fordi produktet baseres på en udjævningsmekanisme efter princippet ’lægge til side i gode tider til dårlige tider’.

Forskellen mellem de to produkter er ganske synlig for i markedsrente bærer investorerne den fulde markedsrisiko. Stiger aktiemarkedet fx 10 pct. over en periode vil man som investor se sin pensionsopsparing blive forrentet med nogenlunde samme afkast for del af opsparingen, som er investeret i aktier. Det betyder omvendt også, at når aktierne falder vil pensionsopsparingen falde tilsvarende for andelen i aktier. Det står i kontrast til gennemsnitsrente, hvor afkastet kommer i form af en kontorente – uanset udviklingen på finansmarkederne.

Udviklingen på finansmarkederne – og især aktierne – de senere år er kommet markedsrenteinvestorerne til gode. I særdeleshed yngre investorer, der qua deres lange investeringshorisont, kan tage flere risici eller investorer, der specifikt har valgt markedsrenteprodukter med høj risiko, har nydt godt af markedsudviklingen.

Status på udviklingen hver måned

Morningstars afkastanalyse af markedsrenteprodukter er en sammenligning af bl.a. afkastet i danske pensionsselskabers livscyklusprodukter. Produkterne er grupperet efter antallet af år til pensionering og risikotolerancerne høj, middel eller lav risiko. Derved giver analysen et præcist billede af, hvordan investorernes opsparing er blevet forrentet på identiske profiler på tværs af pensionsselskaberne.

Morningstar sammenligner afkast i livscyklusprodukterne på fem tidshorisonter, 30, 20, 15, 10 og 5 år, som er udtryk for antal år til pensionering. Blandt livscyklusprodukternes fordele er en løbende tilpasning af risikoen i takt med at pensionsalderen nærmer sig og i det lys er behovet for at agere på baggrund af en given markedssituation mindre presserende. Derudover har man overladt forvaltningen af opsparingen til pensionsselskabet og dermed også beslutningen om, hvorvidt udviklingen på finansmarkederne giver anledning til eventuelle porteføljejusteringer. 

Det enkelte pensionsselskab vurderer og lægger sig fast på, hvilken aktivsammensætning, der er den mest hensigtsmæssige for investorerne i hver profil. Derfor vil sammensætningen mellem aktier, obligationer eller alternative investeringer variere fra selskab til selskab, ligesom fx beslutningen om valutaafdækning, valg af kapitalforvaltere, sammensætning af underliggende aktivklasser ligeledes kan variere. Det er det enkelte pensionsselskab som træffer disse beslutninger. Analysen er derfor en sammenligning af investeringsbeslutningerne i pensionsselskaberne, og hvordan deres respektive investeringsvalg påvirker opsparernes afkast relativt til markedets øvrige pensionsselskaber.

Den samlede pensionsformue som Morningstars analyse dækker er tæt med 1.000 mia. kr., så det er en betydelig pensionsopsparing som danskerne efterhånden har opbygge i markedsrente. Størstedelen af formuen er investeret i livscyklusprodukter med automatisk gradvist aftrapning af risikoen.

I lyset af konverteringen af pensionsopsparingen fra gennemsnitsrente til markedsrente, hvor opsparerne selv bærer den fulde markedsrisiko, har Finanstilsynet herhjemme sat fokus på forbrugerbeskyttelsen på området. Morningstar hilsner initiativet velkommen og af mulige tilgange til øget forbrugerbeskyttelse nævner Finanstilsynet bl.a. mere produktinformation om bl.a. produktegenskaber, fremtidige ydelser, sandsynligheden for nedsættelse af pensionsydelser og eksplicitte grænser for den maksimale risiko for den enkelte kunde.

Afkastmæssigt blev februar en fin måned for investorerne i pensionsselskabernes markedsrenteprodukter. Dermed fortsættes udviklingen oven på den gode afslutning på 2016 og januar i år. Over en bred kam var der fremgang i februar for samtlige pensionsprodukter i Morningstars analyse, hvor det var mere risikofyldte profiler som leverede månedens højeste afkast. Tabellen her på siden viser udviklingen i pensionsselskabernes livscyklusprodukter med middel risiko og 20 år til pensionering.

Pensionsselskabers Livscyklusprodukter

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser