Noget tyder på, at politisk risiko er blevet hverdagskost for de finansielle markeder. I hvert fald hvis man vender blikket mod de beherskede markedsreaktioner, efter at et klart flertal af de italienske vælgere søndag stemte nej til en forfatningsreform.
- Usikkerheden om brexit rystede markederne i tre dage. Det tog kun tre timer at komme sig over Trumps sejr, og i går brugte markederne bare tre minutter på at absorbere det italienske valg, siger Kim Fæster, der er chefanalytiker i Jyske Bank.
Afstemningen har ellers været fulgt meget nøje af de finansielle markeder, da der hersker en frygt for, at et nyvalg kan sende det EU-skeptiske parti Femstjernebevægelsen til magten.
Kim Fæster forklarer reaktionen med, at optimismen har taget over.
- Europæiske og amerikanske aktier sluttede 0,6 pct. oppe, euroen steg efter kortvarigt at være faldet til det laveste niveau i 20 måneder, ligesom der var generelle rentestigninger. Asiatiske aktier handler også i plus her til morgen. Med andre ord har optimismen hurtigt taget over.
Han tilføjer dog, at markedet fortsat har fokus på Italien tirsdag.
- På trods af den positive stemning forventer vi en højere grad af refleksion i dagens handel, konstaterer han.
Læs mere her