Ingen entydig løsning i turbulente tider

Ingen investorer er sjældent helt ens og derfor vil håndteringen af turbulente tider være forskellig fra investor til investor.

Investorer bliver ofte mødt med anbefalingen om at holde hovedet koldt i usikre eller turbulente tider på finansmarkederne. Men gode råd kan klinge hult, når det virkelig brænder på eller investorerne er usikre på vindretningen for markederne. De bagvedliggende årsager til kursudsving og turbulens er sjældent ens, og mange husker nok stadig finanskrisen, hvor værdien af mange aktier blev halveret i perioden fra oktober 2007 til marts 2009.

2016 har indtil videre vist sig ganske action-fyldt. Det blev skudt i gang med store kinesiske aktiefald, sidenhen fulgte Brexit, fornyeligt valgresultatet i USA og der er udsigt til rentehop i USA blot for at nævne nogle begivenheder fra i år, som bekymrer investorerne.

Hvad hvis situationen i markedet er forløber til noget værre? Det bliver yderligere kompliceret af, at ingen entydig løsning for investorerne eksisterer, idet alle er forskellige med hver deres behov. Dem – tæt ved pensionering – som ikke er up to date med porteføljen kan meget vel bruge usikkerheden som anledning til at gå den efter i sømmene og sikre porteføljen er i tråd med deres respektive investeringsprofil.

Yngre investorer kan derimod fastholde den søsatte kurs og aktieandelen i porteføljen, og måske endda bruge eventuel markedsuro til at supplere op. Den kommende tid vil sandsynligvis også været præget af usikkerhed, så her er et par forslag til at sikre porteføljen ikke løber af sporet.

Gå ikke all-in

Det er sjældent behageligt at se porteføljen falde i værdi og formuen blive mindre. Det har måske taget mange år at nå dertil, hvor formuen er i dag, men med risiko for at det er indlysende, vil det være uklogt at trække stikket helt og gå kontant. Det kan ganske vist give en vis ro på kort sigt, hvis eventuel turbulens fortsætter og aktierne dykker, men roen vil blive kortvarig indtil den dag aktierne får fornyet luft.  Når det sker, vil følelsen af ro være erstattet af en nagende bekymring om, hvornår det rigtige tidspunkt for at komme tilbage i aktiemarkedet er, og det er ganske svært at forudsige og ramme rigtig.

Det giver i stedet mere mening at bruge et brandudsalg på aktiemarkedet til at supplere op de steder i porteføljen, hvor det er relevant. Men der er stadig ingen vished om usikkerheden – senest i forbindelse med valgresultatet – er midlertidig, vil fortsætte, forstærkes eller aftage. Aktierne er ifølge Morningstars aktieanalytikere ikke specielt billige i øjeblikket og det er muligt at bedre og flere købsmuligheder vil dukke op i de kommende måneder eller år. Så gør hjemmearbejdet, vælg dine favoritter og invester pengene ad flere omgange frem for alt på én gang. Et oplagt alternativ er også at uddelegere jagten på gode aktier til en investeringsforening.

Tidshorisonten afgør næste step

I takt med overvejelser om at benytte markedssituationen til porteføljejusteringer er det mindst ligeså væsentligt at holde radaren på ens risikoprofil og evne til at absorbere tab. Hvor store tab kan man tåle uden det påvirker investeringsplanen og målsætningen.

Er investeringshorisonten lang – dvs. 10 år eller mere – vil for mange investorer være lig relativt høj evne til at absorbere risici. Uanset hvordan man har det med kortsigtede tab, vil tabene sandsynligvis blive genvundet og mere til i løbet af tidshorisonten. I mere end 90 pct. af alle såkaldte ’rullende’ 10 års perioder er afkastet for aktiemarkedet endt i plus. Derfor bør investorer – givet dagens lave obligations- og indlånsrenter – ikke undervægte aktier mere end højst nødvendigt. Er porteføljen for konservativ i sammensætningen vil den knapt kunne bevare købekraften, endsige vokse i reale termer.

Er man derimod tæt på eller allerede pensioneret og skal bruge opsparingen for at opretholde levestandarden er risikotolerancen lavere. Selv hvis man har vænnet sig til og er komfortabel med en høj aktieandel i opsparingsperioden kan en for aggressiv aktieallokering i pensionsalderen føre til katastrofale tab.

I værste fald kan det betyde at den forventede levestandard som pensionist må nedjusteres. En investor tæt på pensioneringstidspunktet og med stort kursfald i porteføljen, kan blive tvunget til at udskyde pensioneringen. For en allerede pensioneret investor med stort kurstab, kan det blive nødvendigt at trække mindre fra opsparingen end planlagt.

Overvej behovet for kontanter

Det er sjældent anbefalelsesværdigt at veksle værdipapirer til kontanter i tider med hyppige kurssvingninger, men det er ikke det samme som at sige, at man ikke behøver kontanter på hånden. Turbulente markeder kan være et fint tidspunkt at efterprøve bæredygtigheden af kontantberedskabet. Forrentningen af kontanter er ganske vist nul for mange i dag, men er man tæt på pensionering vil et vist kontantberedskab af fx seks måneder til to års leveomkostninger sikre udgifterne kan dækkes uden det bliver nødvendigt at sælge fra porteføljen på ugunstige tidspunkter.

Folkepensionen og andre stabile indtægtskilder kan for nogle finansiere størstedelen af leveomkostningerne. I de tilfælde er kontantbehovet ganske beskedent og vil i højere grad være afstemt ud fra porteføljens optimale allokering til kontanter.

Investorer, som lejlighedsvis er på jagt efter gode køb, vil typisk være ekstra på stikkerne i turbulente markeder. Til sådanne køb vil en vis kontantbeholdning også være nødvendig, så der kan reageres, når hjemmearbejdet er gjort.

Udover vurdering af behovet for kontanter er turbulente markeder en god mulighed for at vurdere porteføljens ballast og robusthed. Indeholder porteføljen aktier eller investeringsfonde med potentiale til at tabe mindre end – eller måske ligefrem stige – når aktiemarkederne falder.

Endelig bør skatteaspektet overvejes. Ved almindelig fri opsparing vil realisation af tab under aktieindkomsten kunne anvendes til at reducere eventuel skattebetaling på andre realiserede aktiegevinster. Er årets realiserede tab større end årets realiserede gevinsterne vil tabene kun kunne modregnes i fremtidige gevinster.

 

Om forfatteren Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark