Revidering af Morningstars kvantitative stjerne-rating

Senere i år reviderer Morningstar rating-metodikken for at tage højde for udviklingen i sektoren og dermed forøge brugbarheden af ratingen for investorerne.

Facebook Twitter LinkedIn

Morningstar har siden firserne ratet investeringsforeninger. Ratingen så dagens lys først i USA og sidenhen hovedparten af alle fonde globalt, herunder også europæiske og danske fonde.

Stjerne-ratingen er en kvantitativ evaluering af investeringsforeningernes historiske præstationer. Bærende elementer i beregningen er afkast og omkostninger, og det er åbenlyst, at stjernerne belønner fonde med gode historiske afkast – det ligger i metodikken – men netop det er måske også ratingens største svaghed. Præstationer i gode fonde kan eroderes over tid, mens dårlige fonde måske gennemfører tiltag, som forbedrer dem.

Udover afkast og omkostninger opnår fonde med relativ lavere risiko en fordel, når stjernerne skal uddeles. De bedste 10 pct. af fondene inden for deres investeringsfelt – dvs. i Morningstar kategorien – tildeles fem Morningstar stjerner og de dårligste 10 pct. må nøjes med én stjerne. To, tre og fire stjerner fordeles imellem yderpunkterne, hvor tre stjerner kan betragtes en middelmådig fond.

Formålet med ratingen er at hjælpe investorerne med at træffe investeringsbeslutninger. Det i sig selv kan være svært og stjernerne vil være et godt udgangspunkt. De kan ikke forudsige kortsigtede præstationer, men er et bedre udgangspunkt for fondsanalyse end kortsigtede afkast, som mange ofte baserer deres investeringsvalg på baggrund af. Stjernerne kan altså ikke stå alene, erstatte en investeringsrådgiver eller betragtes som et sølvfad. Ratingen guider derimod investorerne i retning af fonde med mindre risiko, færre omkostninger, lavere omsætningshastighed, solide afkast, og større kontinuitet i investeringsteamet. Alt sammen noget de fleste investorer bør påskønne.

Ny justering forude

Morningstars kvantitative fondsrating er gennem årene blevet revideret og videreudviklet. Bl.a. i begyndelsen af 2000-tallet og senere i 2006 blev mindre justeringer ligeledes implementeret.

Ved udgangen af oktober i år reviderer vi igen metodikken. Det gør vi for at tage højde for udviklingen i markedet, og dermed forøge brugbarheden af ratingen for investorerne.

Hovedmetodikken forbliver den samme. Vi vil fortsat benytte en metodik, der straffer risiko i faldende markeder hårdere end risiko relateret til stigende markeder. Denne tilgang er i tråd med mange investorers tankegang. De kan forlige sig med en vis risiko så længe formuen yngler, men kun i mindre grad når det giver kursmæk. Vi vil også fortsat sammenligne fondenes præstationer mod andre fonde i samme Morningstar kategori og vil fortsat også foretage sammenligningen efter fondenes løbende omkostninger samt en risikofri rente. Som altid er Morningstar Ratingen udtryk for en vurdering af risikojusteret afkast i forhold til konkurrenter i samme kategori.

I den nuværende beregning af det risikojusterede afkast, der danner grundlag for ratingen, tages højde for fondenes maksimale købs- og salgsomkostninger (også kaldet emissionstillæg og indløsningsfradrag). Det risikojusterede afkast reduceres altså med disse to omkostninger. Købs- og salgsomkostninger er traditionelt betaling for bl.a. rådgivning af investorerne og distribution.

Vi ser imidlertid en voksende tendens i markedet til, at investorer betaler for rådgivning på andre måder end via fondenes købs- og salgsomkostninger. Herhjemme har eksempelvis mange danske investeringsfonde i løbet af 2015 og 2016 reduceret disse omkostninger markant, da betalingen i stedet opkræves andetsteds.

Den nuværende rating-beregning opfanger dog kun betalingen via disse omkostninger og investorernes valg af, hvordan betaling for rådgivning skal ske, kan give en utilsigtet afsmitning på en fonds opnåede antal Morningstar stjerner.

Vi fjerner derfor købs- og salgsomkostninger fra beregningen bag Morningstar Ratingen for at imødekomme brancheudviklingen. Trenden ses både i USA, Europa og andre regioner, så justeringen får betydning for alle ratede fonde globalt.

Ændringen betyder ikke at købs- og salgsomkostninger er uvæsentlige og blot kan ignoreres. Ingen omkostningerne kan det, men Morningstar ønsker i større grad at holde måden, hvorpå investorer betaler for investeringsrådgivning, udenfor beregningen.

ETC og ETN

Derudover stopper vi med at tildele Morningstar Ratings for de såkaldte ETC og ETN’er (Exchange Traded Commodities og Exchange Traded Notes), da de strukturelt adskiller sig fra traditionelle investeringsfonde og ETF’er (Exchange Traded Funds).

Ofte er ETC og ETN’ blot gældsbeviser, hvor investorer - mod en underliggende forrentning - yder lån til udstederen. Går udstederen i betalingsstandsning, konkurs eller lignende vil investorerne risikere at stå tilbage med tab. For traditionelle ETF’er vil vi fortsat beregne og tildele Morningstar Ratings.

Det kan ikke udelukkes at justeringen i beregningen vedrørende købs- og salgsomkostninger vil resultere i færre Morningstar stjerner til danske investeringsfonde. Fondene med de højeste omkostningstillæg er typisk fra Luxembourg og flere sydeuropæiske lande, som derved umiddelbart får relativt større gavn af ændringen. Om og i givet fald, hvor stor betydning af justeringen er, ved vi om et par måneder.

 

Morningstar revider

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser