X-kupon fonde fortsat aktuel trods turbulens

Mange investorers primære fokus i øjeblikket er givetvis aktiemarkedernes turbulente start på året, men ikke desto mindre er x-kupon fonde stadig højaktuel for de, der vil undgå unødige omkostninger og skat ved nye investeringer.

Facebook Twitter LinkedIn

Mange havde måske sat næsen op efter en sædvanligvis god januar måned på aktiemarkederne, men de positive takter lader indtil videre vente på sig. Voldsomme kursfald i Kina og fortsat pres på olieprisen har forplantet sig verden over med kursfald på mange aktiemarkeder. Men trods turbulens er det faktisk stadig relevant at være opmærksom på de såkaldte x-kupon fonde, som mange investeringsforeninger sædvanligvis søsætter i forlængelse af årsskiftet.

Fondene er relevante for investorer, der overvejer at købe investeringsbeviser i årets første måneder. Når man køber en x-kupon fond får man ’hele pakken’ i en given fond, som man sædvanligvis kender det, dvs. eksponering til en given aktivklasse med tilhørende afkastmuligheder og risici, men udbyttet er udeladt af pakken. Udbyttet vedrører realiserede gevinster fra sidste år, men udbetales sædvanligvis først til investorerne efter foreningens generalforsamling i marts-april måned i år.

Nogle investorer kan måske fristes til at tro, at det er en ulempe at fraskrive sig retten til udbyttet, som er en kontant udbetaling til investorerne, men det forholder sig faktisk modsat. Afkastet på en fond består nemlig både af udbytter og kursudvikling. På dagen hvor udbyttet udbetales til investorerne falder kursen tilsvarende. Det vil eksempelvis betyde at en fond med en indre værdi på 100, vil falde til 95, hvis der udbetales et udbytte på 5 kr. pr. investeringsbevis.

Køber man fx for 100.000 kr. i en fond med udbytte kort inden generalforsamlingen, vil man få udbetalt et udbytte på 5.000 kr.. Samtidig vil kursen på investeringsbeviserne falde med 5.000 kr. til 95.000 kr., og der hverken tjenes eller tabes på udbyttebetalingen, når der ses bort fra skat. Desværre kan man ikke bare ignorere skatten og dermed ender investor faktisk med at skulle betale udbytteskat af de 5.000 kr. eller med andre ord betale skat af et afkast man ikke har fået. Samtidig er der omkostninger forbundet ved at geninvestere pengene.

Besværet og omkostningerne undgås ved at vælge x-kupon fonde. I tilfælde hvor det ikke er muligt at købe en x-kupon bør man nøje overveje de skattemæssige konsekvenser ved at købe sig ind i en fond kort før en stor udbyttebetaling. Nogle foreninger har allerede oplyst forventede udbytter, der udbetales til foråret, og der er flere eksempler på, at udbyttet udgør en endog ganske stor andel af fondenes formue.

Automatisk ombytning

Efter generalforsamlingen er afholdt og udbytterne er udbetalt, hvilket typisk sker i slutningen af marts og starten af april, bliver x-kupon fondene automatisk ombyttet med de almindelige fonde. Ombytningen kan afhængig af metoden der benyttes give mindre differencer, som vil blive udbetalt som skattepligtigt udbytte. Herudover vil der ikke være skattemæssige konsekvenser af ombytningen. Når ombytningen er sket – er man helt almindelig ejer af fonden og vil således også modtage udbyttet til næste år.

De fleste investeringsforeninger vil på deres hjemmesider oplyse om, hvilke fonde der får en midlertidig x-kupon søster. Ofte vil der være flest obligationsfonde, hvor en stor del af afkastet består af udbytter. Her vil det være ærgerlig for investor at investere et større beløb lige før en udbyttebetaling, og dermed blive beskattet af det, der svarer til et helt års afkast efter blot få ugers ejerskab.

Trods uroen nu er der ganske pæne afkast sidste år i mange aktiefonde – ikke mindst danske aktiefonde – og qua mange realiserede gevinster udmønter det sig i endog høje udbyttebetalinger. Der er imidlertid ofte færre aktiefonde som tilbyder x-kupon beviser. Ønsker man at investere i en fond som ikke udbyder x-kupon beviser, bør man derfor undersøge, hvor stort et udbytte der eventuelt betales ved næste generalforsamling og vurdere de skattemæssige konsekvenser af dette inden der investeres.

De danske foreninger kan ikke lukke for tilgangen af nye investorer i fonde op til generalforsamlingen og derfor skal investorerne selv være opmærksomme på, hvorvidt en given fond udbydes som x-kupon. Hvis det er tilfældet kan man ligeså godt spare sig selv for unødig beskatning og handelsomkostninger.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser