Fornyet luft til pensionsinvestorerne i oktober

Oktober blev en god måned for investorerne i pensionsselskabernes markedsrenteprodukter. Dermed blev der lagt afstand til et trist 3. kvartal, som var med til at dæmpe helhedsindtrykket af 2015.

Facebook Twitter LinkedIn

Flere og flere investorer i danske pensionsselskaber sparer i dag op i de såkaldte markedsrenteprodukter. Det står i kontrast til bare få år tilbage, hvor størstedelen af investorerne foretrak de opsparingsprodukter som kaldes gennemsnitsrente.

I gennemsnitsrente var man garanteret en fast ydelse af sin opsparing, når man på et senere tidspunkt overgik til pensionering, og indtil da blev opsparingen hvert år forrentet med en kontorente. Konkurrencen mellem pensionsselskaberne gik ofte på hvor attraktiv kontorente, som selskaberne kunne tilbyde deres investorer.  Så selvom aktiemarkederne måske havde været igennem en turbulent periode med gedigne kursfald blev pensionsinvestorernes opsparing forrentet med en kontorente på fx 4 pct. Investorerne fik dermed en årlig positiv forrentning af opsparingen år efter år uanset, hvordan det ellers stod til på de finansielle markeder. Det kan lade sig gøre fordi der i produktet er indbygget en udjævningsmekanisme efter princippet ’lægge til side i gode tider til dårlige tider’.

I dag er billedet helt anderledes. Mange pensionsinvestorer vælger i dag de såkaldte markedsrenteprodukter, når nye pensionsindbetalinger skal placeres, og mange har måske oven i købet omlagt hele sin opsparing fra gennemsnitsrente til markedsrente.

Forskellen mellem de to produkter er ganske synlig for i markedsrente bærer investorerne den fulde markedsrisiko. Stiger aktiemarkedet fx 20 pct. over en periode vil man som investor se sin pensionsopsparing blive forrentet med nogenlunde samme afkast for del af opsparingen, som er investeret i aktier. Det betyder omvendt også, at hvis aktierne falder 20 pct. vil ens pensionsopsparing falde tilsvarende for den andel som er i aktier. Det står i kontrast til gennemsnitsrente hvor man jo fik en årlig positiv kontorente uanset, hvordan udviklingen i øvrigt var på finansmarkederne.

Behov for gennemsigtighed

Eftersom investorerne nu selv bærer den fulde markedsrisiko følger et tilsvarende større behov for åbenhed og transparens om markedsrenteprodukterne fra pensionsselskaberne. Behovet for gennemsigtighed er som sådan ikke nyt, men i gennemsnitsrente kunne investorerne være mindre bekymrede om pensionsselskabets evne til at opnå attraktive investeringsafkast, så længe de blot fik tilskrevet en attraktiv kontorente. Konkurrencen på markedet betød at kontorenten hos nogle pensionsselskaber måske ikke altid stod mål med investeringsafkastet i selskabet. Men i markedsrente, hvor kunden bærer det fulde ansvar for selskabernes præstationer og formåen, kan man bestemt ikke tillade sig at ikke at være på dupperne.

Morningstars afkastanalyse af markedsrenteprodukter er en månedlig sammenligning af, hvad investorerne ville have fået i afkast ved at investere i et af pensionsselskabernes livscyklusprodukter. Produkterne er inddelt efter år til pensionering og risikotolerancerne høj, middel eller lav risiko. Derved giver analysen et præcist billede af, hvordan investorernes opsparing er blevet forrentet på identiske profiler på tværs af de danske pensionsselskaber.

Det er det enkelte pensionsselskab, der vurderer hvilken aktivsammensætning, som er den mest hensigtsmæssige for investorerne i hver profil. Derfor kan sammensætningen mellem aktier, obligationer eller alternative investeringer variere fra selskab til selskab, ligesom fx beslutningen om valutaafdækning, valg af kapitalforvaltere, sammensætning af underliggende aktivklasser ligeledes vil variere. Det er det enkelte pensionsselskab som træffer disse beslutninger.

Morningstars afkastanalyse er derfor en sammenligning af investeringsbeslutningerne i de enkelte selskaber, og hvordan de respektive investeringsvalg påvirker pensionsopsparernes afkast og performance relativt til de øvrige pensionsselskaber på markedet. 

Udover de kommercielle selskaber indgår flere arbejdsmarkedspensioner med i analysen. Det er PensionDanmark, Sampension, Industriens Pension & Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). AP Pension, PensionDanmark, Industriens Pension og LD har ingen graduering efter kundernes risikotolerance i deres livscyklusprodukt. De fire selskabers livscyklusprodukt i den risikoprofil, som er defineret som middel risiko.

Morningstar har valgt fem tidshorisonter, 30, 20, 15, 10 og 5 år, efter år til pensionering og beregnet afkastet for selskabernes livscyklusprodukter. Det vil sige de produkter, hvor der er indbygget en automatisk nedtrapning af risikoen over tid.

Fremgang efter sløjt 3. kvartal

Det var især aktierne som fik fornyet luft i oktober. Både europæiske, amerikanske og emerging markets aktier oplevede en overordentlig god måned og globale aktier steg som helhed ca. 9 pct. i måneden. Danske aktier fik ikke samme fremgang, men er fortsat steget betydeligt mere i år end de fleste andre aktiemarkeder.

På obligationssiden gav sikre danske statsobligationer ikke alverden i afkast i oktober og alt efter varighed lå afkastet omkring nul procent, nogle i beskedent plus andre i marginalt minus. Mere risikofyldte obligationer som high yield virksomhedsobligationer eller fra emerging markets gik det bedre med afkast i niveauet 3-5 pct. Både high yield og obligationer fra de nye markeder er blandt de mere aggressive og risikofyldte obligationer, og trods et afkast-comeback i oktober, var tredje kvartal en smertefuld reminder til investorerne om at risikoen er anderledes end i fx danske statsobligationer.

Blandt pensionsselskabernes produkter var variationen i afkastet også til at føle på. Udslagsgivende for måneden – såvel som hele året – er i høj grad aktieallokeringen i det hele taget, men også allokeringen til danske aktier. Derudover spiller centrale beslutninger som bl.a. valutaafdækning også ind og er med til at påvirke, hvor i feltet de enkelte selskaber befinder sig.

Tabellen på siden viser afkast for livscyklusprodukterne med middel risiko og 10 år til pensionering. Oktober afkastet endte i intervallet 2,8 pc.t til 4,8 pct.  Månedens solide udvikling betyder at afkastet for hele året igen er i plus for alle produkter på profilen, som er i intervallet 1,9 pct. og op til 6,8 pct.

Det kan være svært ikke at lade sig forblænde at aktiernes flotte afkast i oktober, men også for hele 2015, hvor især danske aktier stråler. En umiddelbar reaktion vil være at øge aktieallokeringen, men det vil blot betyde at porteføljen kommer ud af trit med ens investerings- og risikoprofil. Den dag aktiemarkederne tager turen ned vil for mange aktier i porteføljen ramme afkastet ekstra hårdt, så hold fast i din profil uanset hvilken vej markederne vender.

selskab

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser