Der er i øjeblikket flere aktier i porteføljen hos den typiske danske investorer end der har været længe. Cirka 5 pct. er aktiebeholdningen blevet øget med på ganske kort tid. Årsagen skal nok findes i udsigterne til meget beskedne eller ligefrem negative afkast på obligationssiden, og sidstnævnte har mange allerede stiftet bekendtskab med i kølvandet på den seneste tids udvikling.
Flere fravælger altså obligationer til fordel for aktier i håb om bedre afkast på denne front. Man putter med andre ord flere risikofyldte aktiver i porteføljen og reducerer andelen af mindre risikable investeringer. Tendensen kan også skyldes investorernes jagt efter kortsigtede afkast. Mange vil dog fra egen erfaring vide, at jagten på kortsigtede historiske afkast ofte ender ud med forventninger som forblev uindfriet og i stedet efterlod investorerne tilbage med skuffende afkast.
Sidst danske investorers aktieandel i porteføljen var så høj som det er tilfældet nu var i 2011. Investorerne købte dengang flittigt op i aktiefonde i slutningen af 2010 og starten af 2011 efter en periode med pæne aktieafkast. Den europæiske gældskrise bremsede imidlertid kursstigningerne og investorerne vendte rundt på en tallerken og solgte i stor stil ud af selvsamme aktiefonde i kølvandet på kurstabene.
Aktierne fik sidenhen fornyet luft og kom stærkt igen. 2011 blev dermed noget nær et katastrofalt år for investorer med sans for at træffe uheldige investeringsbeslutninger. Den seneste tids uro på finansmarkederne varsler om fornyet turbulens og højt farvande for investorer med en fortræffelig evne til at basere fremtidige investeringsbeslutninger på baggrund af kortsigtede afkast.
Kortsigtede afkast kan til en vis grad give et fingerpeg om investeringens karakteristika. Derimod fortæller korte afkast sjældent meget om dens langsigtede profil, selvom det for mange investorer bør have langt større indflydelse på investeringsbeslutningen.
Korte afkast er ikke køb- eller salgsanbefalinger
Ikke desto mindre er det ofte kortsigtede afkast, der er trækkraften bag især private investorers investeringsvalg. Konsekvensen af at jagte kortsigtede historiske afkast er typisk bristede forventninger i form af lavere afkast end hvad man havde regnet med.
Det er egentligt underligt at korte afkast i den grad tiltrækker investorerne. Ser vi tilbage på forskellige aktivklassers afkast fra år til år, så er det nemlig mere end sjældent at en højdespringer i et givent år også topper listen i det efterfølgende år.
Hvis det skulle give mening at jagte kortsigtede afkast burde de samme aktivklasser ligge i top henholdsvis bund fra år til år. Men det er langt fra tilfældet i virkelighedens verden. Eksempelvis klarede mellemlange danske obligationer sig godt i 2008, men ringe året efter. De var også ringe i 2010, men gjorde det godt i 2011. Emerging markets obligationer klarede sig skidt i 2013, men tog revanche året efter. Asiatiske aktier var sløje i 2008, men super i 2007 osv.
Med andre ord er der ikke noget i historikken, som peger på at man som investor skulle blive særlig succesfuld, hvis man sætter pengene på gårsdagens vindere.
Tre strategier
Vi har testet omkostningen i form af mistet afkast ved at jagte korte afkast. Til formålet har vi lavet tre investeringsstrategier, der alle tager udgangspunkt i 10 forskellige aktivklasser. Seks af dem baserer sig på aktier og de resterende fire på obligationer. Den første strategi kalder vi ’Risikospredning’. Det er en ligevægtet portefølje, hvor hver af de 10 aktivklasser udgør 10 pct. i porteføljen, dvs. 60 pct. aktier i alt og 40 pct. obligationer. Der justeres tilbage til udgangspunktet ultimo hvert år. Portefølje 2 kaldes ’Rasmus Modsat’. Her består porteføljen i et givent kalenderår udelukkende af den aktivklasse som klarede sig dårligst året forinden. Denne strategi går altså mod strømmen og køber det der er faldet mest. Den sidste portefølje er ’Følg Strømmen’. Porteføljen i et givent kalenderår består udelukkende af den aktivklasse som klarede sig bedst året forinden. I denne portefølje sætter vi altså vores lid til, at de kortsigtede afkast vil fortsætte.
Alle porteføljer etableres 1. januar 2002 og har dermed næsten 14 års historik.
Hvilken strategi er bedst?
Lad det være sagt med det samme. Resultatet er ikke en reklame for at følge strømmen af grådige investorer og jagte kortsigtede afkast. Over perioden på næsten 14 år vokser formuen under denne strategi 5,1 pct. om året svarende til i alt 98 pct. i alt over hele perioden. Var man gået imod strømmen og fulgt strategien Rasmus Modsat var resultatet blevet lidt bedre. Her ville formuen være vokset med 109 pct. og altså samlet set i alt 11 pct. point mere end strategien med at jagte korte afkast.
Den bedste strategi af dem alle er dog vores velsammensatte portefølje, som indeholder alle aktivklasserne. Havde man fulgt den strategi var formuen vokset med hele 164 pct. og dermed havde man fået det klart bedste afkast af de tre strategier.
Udover at være bedst på afkastet trumfer vores velsammensatte portefølje også de to øvrige ved at være den mindst risikofyldte. Strategien med at jagte korte afkast er en halv gang mere risikofyldt end vores velsammensatte portefølje. Det risikojusterede afkast er dermed højest i vores ligevægtede portefølje.
Beslutningen om ikke at investere i gårsdagens vindere er naturligvis nem at drage, når man ser sig tilbage. Men lad det være sagt med det samme. Det er mere end vanskeligt at finde en aktivklasse, som klarer sig godt år efter år, og beviserne for at det kan lade sig gøre ligger ikke ligetil. Med andre ord vil det være alt for risikofyldt at jagte korte afkast. I stedet giver det langt bedre mening at satse på flere heste, og jo hurtigere man indser det og undgår at blive for grådig, des bedre vil investeringsafkastet givetvis blive.
