Hvor langt bliver trækket hjem, når markedet vender?

Året startede godt, men der er kommet malurt i bægeret. Især obligationerne står for skud, og er faldet betydeligt på kort tid

Facebook Twitter LinkedIn

Finansmarkederne skød 2015 i gang på fineste maner, og i særdeleshed aktiemarkederne funklede, men obligationerne fulgte ligeledes med og gav pæne afkast til investorerne. Festen ebbede imidlertid ud ved udgangen af første kvartal, og siden da er kursstigningerne blevet afløst flade afkast eller deciderede kursfald.

Især er fokus nu rettet mod obligationerne. Renten er på kort tid tikket i vejret og det giver sig udslag i lavere obligationskurser og dermed tab til investorerne. Værst ser det ud i den lange ende af rentekurven, hvor tabet i fonde med fokus på lange danske obligationer indtil videre i snit er 3,4 pct. i andet kvartal. Tabet i tilsvarende fonde, men med fokus på korte obligationer, er 0,8 pct. og dermed mere behersket. Mange af stigningerne på obligationsfronten fra første kvartal er nu udvandet og for hele året er afkastet derfor i negativ territorie.

Flere aktiemarkeder er ligeledes faldet tilbage i andet kvartal. De solide afkast fra årets første måneder holder hånden under hovedparten af aktiemarkederne, som fortsat er i solidt plus for hele året.

I kølvandet på en efterhånden lang periode med attraktive afkast kan den seneste udvikling virke en smule deprimerende. Samtidig sætter tabene fokus på vigtigheden af at holde en god og veldiversificerende portefølje. Har man hele sin opsparing i en af de aktivklasser, der er ramt af modvind, vil man stå overfor en periode, hvor det tabte først skal genvindes inden opsparingen kan vokse yderligere. For at genvinde et tab kræves der altid en højere procentuelstigning end den tabte, og størrelsen på dette vokser drastisk som tabene bliver større. Mange har en tendens til at undervurdere de stigninger der skal til, for at genvinde tab på investering, og hvor meget et eventuelt yderligere tab kan gøre af skade.

Nu er det selvfølgelig ganske få investorer der sætter alt på et bræt, og investerer hele formuen et sted. Som det er sagt ofte før, så er diversifikation nøglen til en stabil portefølje, med en minimal chance for at afkastet i et enkelt værdipapir eller aktivklasse kan ødelægge helhedsbilledet. Selv med et marked som under finanskrisen, hvor stort set alt faldt, er det vigtigt at moderere sine tab, for hurtigere at kunne komme tilbage på rette kurs.

Spredning er stadig nøglen

Der findes flere måder at diversificere sin portefølje på, men grundlæggende handler det om at sprede risikoen ud på flere aktivklasser. I første instans er fordelingen mellem aktier og obligationer essentiel, og fordelingen mellem de to vil bero på en vurdering af den enkelte investors afkastkrav, risikovillighed og evne samt personlige og økonomiske forhold i øvrigt.

Dernæst skal opsparingen fordeles ud på en række yderligere aktivklasser. Først og fremmest er det centralt for risikoen i aktieporteføljen, at denne indeholder en fornuftig samling af aktier med varierende eksponering til sektorer, regioner, lande og style. På obligationssiden er det fordelingen på sektorer, regioner, kreditkvalitet og obligationsvarighed m.m., som sikrer en bred eksponering mod forskellige obligationstyper.

En sådan diversificering opnås lettest ved at investere i fonde. Ved at gøre brug af Morningstars kategorisering skabes der let overblik over de enkelte fondes investeringsfokus, og en diversificeret portefølje kan derved skabes ved en kombination af fonde fra forskellige kategorier.

Risikoen for nye tab er forsat tilstede i dagens marked, men lige meget hvor markederne skal hen herfra, vil den forberedte investor være klar til disse udfordringer med en portefølje med god spredning.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser