Det er vigtig for enhver fond at have en dygtig kaptajn for bordenden med ansvaret for investeringsbeslutningerne. Kaptajnen har det afgørende ord om, hvilke værdipapirer som skal med i porteføljen. Kaptajnen kan bestå af en eller flere porteføljeforvaltere som har ansvaret for at forvalte investorernes opsparing. Vigtigheden af holdet bag investeringsbeslutningerne kan ikke undervurderes, og kan sidestilles med ledelsen i et børsnoteret selskab.
I USA er der krav fra det amerikanske finanstilsyn til fondshusene om, at personerne i investeringsteamet med ansvar for investeringsbeslutningerne skal oplyses. Kravet blev indført i starten af halvfemserne, men blev i midten af sidste årti skærpet til at omfatte 1) navnene på hver person i investeringsteamet, 2) hvor meget hver person selv investerer i de fonde vedkommende forvalter og 3) strukturen i deres incitamentsaflønning.
Ingen af de tre punkter er et krav fra det danske finanstilsyn til de hjemlige investeringsforeninger og forvaltere. Praksis er dog at hovedparten af investeringsforeningerne herhjemme oplyser om navnene på fondsforvalterne. Ifølge Morningstars oplysninger giver investeringsforeningerne information om, hvem der er fondsforvaltere i ca. 85 pct. af alle fonde. Dermed er gennemsigtigheden om denne vigtige information øget i forhold til tidligere eftersom andelen for et par år tilbage var ca. 75 pct.
Der er dog stadig 15 pct. af fondene, hvor investeringsforeningerne af uforklarlige grunde ikke ønsker at informere private investorer om, hvem der forvalter pengene. I disse tilfælde får investorerne kun megen lidt eller ingen information overhovedet om nøglefaktorer, der i høj grad vil kunne påvirke deres investeringsbeslutninger og resultatet af disse valg.
Mens der overordnet er god information herhjemme om det første af de tre lovpligtige informationer i USA, så er der stort set ingen – om nogen – information om punkterne 2 og 3. Institutionelle og andre særligt udvalgte investorer har muligvis adgang til denne information, men for private investorer er gennemsigtigheden på disse to vigtige punkter ikke eksisterende.
Hos Morningstar mener vi, at private investorer bør have adgang til samme information som institutionelle investorer. Adgangen til relevant information er en grundlæggende forudsætning for at træffe investeringsbeslutninger på et oplyst grundlag.
Det giver god mening som investor at foretrække fonde, hvori porteføljeforvalterne selv investerer deres private sparepenge. Det er trods alt et ganske overbevisende tegn på, at de selv mener, at deres evner er omkostningerne værd. Og det giver ekstra god grund til at tro, at de vil levere et ordentligt stykke arbejde, for ellers rammer det også deres egen opsparing.
Erfaringerne fra USA understøtter vigtigheden af fuld gennemsigtighed på disse områder. For erfaringerne viser, at det betaler sig som investor at investere hos de forvaltere, der tager deres egen medicin. Det vil sige de porteføljeforvaltere, der investerer egne penge i de fonde, som de er ansvarlige for.
I USA kræver finanstilsynet at forvalterne oplyser om, hvor meget de har investeret i egne fonde. Beløbet skal oplyses i intervallerne $1-10.000, $10.001-50.000, $50.001-100.000, $100.001-500.000, $500.001-1 mio., og over $1mio.
Morningstar i USA har fornylig set nærmere på, om der er sammenhæng mellem fondenes resultater og hvor meget forvalterne investerer i egne fonde. Analysen tog udgangspunkt i, hvor meget forvalterne havde investeret i egne fonde i 2009, hvorpå den efterfølgende femårs performance blev målt fra dette tidspunkt. Fondene blev grupperet efter intervallerne for, hvor meget forvalterne havde investeret i fondene. Herefter beregnede Morningstar den andel af fondene, der stadig var i live efter de fem år og som målt på performance outperformede deres peer group – dvs. har gjort det bedre end den gennemsnitlige fond i de respektive kategorier i den efterfølgende femårs periode. Den andel kaldes success ratio.
Hvad viste resultaterne?
Resultaterne kan ses i tabellen her på siden og viser at der er positiv sammenhæng mellem forvalternes egne fondsinvesteringer og performance. Intervallet hvor forvalterne overhovedet ingen investeringer havde i egne fonde endte ud med laveste success ratio i den efterfølgende femårs periode. Intervallet med de forvaltere som havde investeret mest i egne fonde havde derimod den højeste success ratio. Generelt steg success ratio i takt med forvalterne havde investeret flere egne penge i fondene.
På tværs af alle aktivklasser var success ratio 35 pct. i fonde, hvor forvalterne slet ikke have investeret egne penge. Mellem $100.001-500.000 var success ratio 43 pct., og for dem med mere end $1 mio. investeret af egen lomme var success ratio 47 pct. Cirka en tredjedel af alle fonde blev lukket i den efterfølgende femårs periode, og i det lys er 47 pct. faktisk ganske fornuftigt.
Mulige forklaringer på sammenhængene
Der er sandsynligvis flere forklaringer bag denne sammenhæng. Ingen kender en fond bedre end dens forvalter. De kender investeringsprocessen og teamet indgående og er kyndige investorer, når det kommer til omkostninger. Erfaringerne fra USA har tidligere vist at forvaltere er mere tilbøjelige til at investere i billige fonde fremfor dyre. Bliver fondsomkostningerne for høje vælger de måske at investere via andre strukturer eller blot købe nogle af en fonds underliggende værdipapirer direkte.
Derudover er en forvalters investering i egne fonde et udtryk for fælles interesser med investorerne. Dem med store investeringer tror sandsynligvis på strategien, investeringsprocessen og det øvrige hold bag. På den side er de forvaltere, der måske blot ser deres fond som et produkt der skal sælges, og derfor er mindre tilbøjelige til at investere egne penge.
Forvalternes investering i egne fonde kan også være et resultat af deres egen succes. Succesfulde forvaltere vil sandsynligvis være bedre betalt og i stand til at investere mere i egne fonde. I USA bliver en stadig større andel af bonusbetalingerne udbetalt i fondsaktier.
Set i lyset af vigtigheden af disse informationer vil det være oplagt, at danske investeringsforeninger gør information om forvalternes incitamentsstrukturer og egen opsparing i de forvaltede fonde tilgængelig for investorerne.
