Nordea Invest fjerner tegningsprovision

Nordea Invest oplyser dags dato at foreningens bestyrelse efter forhandlling med Nordea Bank har besluttet at lade tegningsprovision og markedsføringstillæg udgå af emissionstillægget i foreningens fonde. Dermed bliver det markant billigere for investorerne at købe sig ind i fondene fra Nordea Invest.

Facebook Twitter LinkedIn

Fra i dag har Nordea Invest fjernet tegningsprovision og markedsføringstillæg, som er en del af emissionstillægget. Omkostningerne er simpelthen gledet ud af emissionsprisen og opkræves ikke længere, når investorerne køber investeringsbeviser i Nordea Invest.

Det betyder for investorerne, at det er blevet betydeligt billigere at købe fonde fra Nordea Invest. Praksis herhjemme er for de fleste fondes vedkommende at investorerne betaler et tillæg til den reelle værdi af et investeringsbevis i købssituationen. Det kaldes emissionstillæg. Hvis den reelle indre værdi fx. er kurs 100, vil man ofte betale en overkurs i købsøjeblikket, så købsprisen fx. ender på kurs 101.65. Dermed "taber" man med andre ord øjeblikkeligt 1.65 kr. eftersom værdien af de underliggende værdipapirer kun er kurs 100.

Et emissionstillæg på 1,65 kr. for aktiefonde er ikke usædvanligt, mens tillægget for obligationsfonde typisk vil være lidt lavere alt efter fondenes investeringsstrategi. 

Den største post i emissionstillægget er traditionelt tegningsprovisionen. Den vil variere alt efter forening og strategi, men vil for aktiefonde typisk udgøre 1-1,25 pct. og igen lidt lavere for de fleste obligationsfonde. 

Det er denne provision som Nordea Invest nu helt fjerner og derudover udgår desuden det tillæg som i foreningens prospekt kaldes markedsføringsudgifter. Satsen er mindre end tegningsprovisionen og er 0,125 pct. for de fleste af Nordeas fonde.

Dagens manøvre fra Nordea Invest betyder, at fondene med et slag bliver langt billigere at købe for investorerne. Fordelen kommer til udtryk ved, at det øjeblikkelige tab i købssituationen reduceres kraftigt.

Vi benyttede lejligheden til at dykke ned i det nuværende prospekt fra Nordea Invest og ifølge vores estimater reduceres prisen ved at købe fondene med hele 80 pct. i gennemsnit. Den opnåede besparelse er nogenlunde identisk uanset om det balancerede fonde, aktie- eller obligationsfonde.

Største besparelse er ifølge vores estimat 90 pct. i tre danske obligationsfonde. Tidligere skulle man eksempelvis betale et emissionstillæg på 0,975 pct. i Nordea Invest Korte Obligationer, mens tillægget fra i dag er reduceret til blot 0,1 pct. 

Emissionstillægget er et blandt flere parametre som indgår i beregningen af en fonds Morningstar Rating. Tillægget er desuden et af de få parametre i beregningen, hvor et ændret tillæg får en øjeblikket effekt i beregningen. Ratingen beregnes og opdateres månedligt, og hvis Nordea Invest er klar med deres opdaterede prospekt inden udgangen af denne måned, vil resultatet af Nordeas omkostningsreduktion slå igennem på ratingen af foreningens fonde allerede fra maj måned. 

Tidligere og estimerede nye emissionstillæg på fonde fra Nordea Invest - gns. opdelt på aktivklasse:

     
Aktivklasse Gns. tidl.
em.tillæg %
Gns. nyt
em.tillæg %
Balancerede fonde      1,70 0,33
Aktiefonde 1,69 0,32
Obligationsfonde 1,45 0,37
Alle fonde 1,63 0,34

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser