Kilde: Børsen
http://borsen.dk/nyheder/virksomheder/artikel/1/300354/rift_om_nnit_sender_aktieprisen_op.html
Novo Nordisk har som sælgende aktionær besluttet at forhøje det indikative udbudskursinterval for aktierne i NNIT til 120-130 kr. fra tidligere 100-120 kr. per udbudt aktie.
Det begrunder selskabet med en uventet stor efterspørgsel efter at deltage i udbuddet i forbindelse med børsnoteringen af it-selskabet.
"De udbudte aktier var betydeligt overtegnet i den høje ende af det første udbudskursinterval," skriver Novo i meddelelsen.
Hvis aktierne sælges til en kurs i det nye udbudskursinterval, får NNIT en indledende markedsværdi på 3,0-3,25 mia. kr., hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud, og der samtidig sælges aktier til Novo A/S og NNIT.
Novo Nordisk modtager hele nettoprovenuet fra udbuddet.
Investorer, der har afgivet købsordrer på udbudte aktier på baggrund af det første udbudsinterval, har ret til at tilbagetrække eller ændre deres købsordrer frem til den 5. marts 2015 kl. 00.01 (dansk tid).
/ritzau/FINANS