Danskerne konverterer løs - vildeste aktivitet i 10 år

Eksternt forfatter 20/03/2015
Facebook Twitter LinkedIn

Kilde: Børsen

http://finans.borsen.dk/artikel/1/299231/danskerne_konverterer_loes_-_vildeste_aktivitet_i_10_aar.html 

Realkreditinstitutter gav 56.844 lånetilbud til danske familier og virksomheder i januar 2015. Det er det højeste månedlige antal lånetilbud siden november 2005.

”I januar måned har vi set et rekordstort antal lånetilbud. Det skal ses i sammenhæng med den faldende rente, og at det har været attraktivt at omlægge sit lån inden udgangen af januar. Formentlig er der tale om en af de største konverteringsbølger i næsten 10 år, men det endelige billede får vi først senere på måneden,” siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet, og fortsætter:

”Sidst vi så lige så mange lånetilbud var i efteråret 2005, da lån med 4 pct. i fast rente var en mulighed. Dengang blev det betragtet som en super lav rente. Men i dag er renten halveret.”

Han bakkes op af sin kollega fra realkreditinstutternes konkurrerende brancheorganisation, Realkreditforeningen.

”Antallet af lånetilbud i januar 2015 er det højeste siden finanskrisens begyndelse. Det aktuelle pres på den danske krone har resulteret i hidtil usete renteniveauer – endda negative renter – og derfor er det meget naturligt, at lysten til at omlægge lån og eventuelt optage et nyt lån er ganske stor,” siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.

Drevet af superlån på 2 pct.

I starten af januar blev der åbnet op for et fastforrentet lån med en rente på 2 pct., og senest er der kommet lån med en rente på 1,5 pct.

”Med de meget lave renter kan boligejerne få et historisk billigt lån, hvis de omlægger. Og vores tal for lånetilbuddene viser, at rigtigt mange overvejer mulighederne. Låntagerne er altså vågne og benytter mulighederne for at omlægge deres lån, når de kan se, at det kan betale sig,” siger Peter Jayaswal.

Private og virksomheder kan indhente lånetilbud hos realkreditinstitutterne, hvis de ønsker at optage et nyt lån, omlægge deres eksisterende lån eller optage et tillægslån. Antallet af lånetilbud viser derfor interessen for låneoptagelse og omlægning.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Eksternt forfatter  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser