Pensionsafkast i 2014

Nordea Liv og Pension var bedst til at forrente investorernes penge i 2014 – viser Morningstars afkastanalyse af pensionsselskabernes markedsrenteprodukter

Facebook Twitter LinkedIn

2014 blev et begivenhedsrigt år for investorerne på de globale finansmarkeder. Der var rigeligt med punkter på agendaen, som prægede udviklingen på markederne i 2014. Det spænder vidt fra geopolitiske spændinger, styrkelsen af den amerikanske dollars, frygt for afmatning i emerging markets, herunder i særdeleshed Kina, deflationsfrygt i Europa, olieprisens bratte kursfald blot for at nævne nogle af begivenhederne. Men trods udfordringerne blev 2014 et hæderligt år for investorerne og det var stort set uanset om investeringsstilen var aggressiv eller af mere konservativ karakter.

Starten af 2014 var præget af usikkerheden om væksten i emerging markets. Uroligheder dukkede op i Tyrkiet og krisen i Ukraine bragte spændinger mellem Rusland og Vestens allierede. Det betød, at især rentebærende aktivklasser oplevede pæn fremgang i årets første måneder. Den amerikanske centralbank fortsatte reduktionen af dens opkøbsprogram og dermed likviditetstilstrømningen til markederne, men trods usikkerheden blev investorerne mindre risikoavers og begyndte at søge mod risikobetonede aktiver som 2014 skred frem. Første halvår bød derfor noget uvant på både stigende aktiemarkeder og faldene renter, og dermed var der pæne afkast at hente i begge aktivklasser.

I løbet af andet halvår 2014 var der svingninger undervejs på aktiemarkederne, men det forblev dog til kortvarig nervøsitet hos investorerne. Den fortsatte og stigende appetit på risiko drev aktiemarkederne i vejret og mange globale og regionale markeder nåede all-time high. På aktiefronten blev veludviklede lande (+19 pct.) blandt årets trækheste, og obligationer med lang varighed (fx +16 pct. til europæiske stater 7-10 år) nød godt af de fortsatte rentefald, og bidrog til et stærkt år på rentesiden.

Den gunstige udvikling smittede af på afkastet til investorerne, der lå investeret i et af pensionsselskabernes markedsrenteprodukter. I livscyklusprodukterne endte 2014-afkastene i intervallet 4,8 pct. og op til underkanten af 20 pct., mens Morningstars referenceindeks lå i intervallet 9,7 pct. og op til 15,1 pct. De risikofyldte profiler gav overordnet set de højeste afkast i 2014, men profilerne med lavere risiko holdt sig ikke tilbage og fulgte trop med ganske flotte afkast – om end i lavere målestok.

Nordea Liv og Pension bedst i 2014

Det blev investorerne i Nordeas livscyklusprodukter som havde grund til de bredeste smil i 2014. Nordea udbyder to livscyklusprodukter – det ene er aktivt forvaltet, mens det andet følger en passiv strategi. Begge varianter klarede sig flot igennem 2014 og især den passivt forvaltede trumfede afkastudviklingen hos alle øvrige pensionsselskaber. Nordeas højeste afkast i 2014 blev 19,9 pct. i profilen høj risiko og 30 år til pensionering, mens laveste afkast var 10,5 pct. i profilen lav risiko og 5 år til pensionering. Begge afkast var ca. det dobbelte af hvad selskaberne (SEB henholdsvis Topdanmark) med laveste afkast endte ud med på de identiske profiler.

Udover Nordeas passive livscyklusprodukt, så var det den aktivt forvaltede variant fra Nordea selv, der generelt lå næstbedst for året. Billedet var mindre entydigt for livscyklusprodukterne hos de øvrige selskaber, men bl.a. lå PensionDanmark, Industriens Pension og PFA overordnet relativt pænt i afkastsammenligningen. Derudover kom Sampension og Skandia også godt ud af sammenligningen på en række af profilerne.

I den modsatte ende af tabellen blev 2014 et relativt svært år for SEB, men også for Topdanmark kneb det med på profilerne med lav risiko, mens selskabet lå ganske hæderligt i de risikofyldte profiler.

Dollarstyrkelsen bidrog positivt

Det blev Nordeas passivt forvaltede variant af livscyklusproduktet, Vækstpension, der præsterede sidste års højeste afkast blandt markedsrenteprodukterne. Produktet kombineres af to underliggende fonde som følger henholdsvis aktie- og obligationsmarkedet. Aktiefonden gav afkast på 19,9 pct., hvilket var helt i tråd med markedsafkastet, mens obligationsvarianten sluttede året i plus 8,2 pct. Sidstnævnte fulgte i 2014 et sammensat indeks bestående af danske stater, realkredit og europæiske virksomhedsobligationer med høj kreditkvalitet.

Nordeas aktiv forvaltede variant lå en smule efter indeksproduktet på afkastet sidste år, men stadig godt til relativt til de øvrige selskaber. Om sidste års flotte relative resultater forklarer Nordea Liv og Pension, at bl.a. overvægt af aktier på typisk 5 pct. point bidrog positivt til afkastet i 2014, men også stærk performance fra flere af forvalterne, herunder stabile globale aktier og emerging markets, havde positivt effekt på resultatet. Desuden gav overvægt af private equity (unoterede aktier) ligeledes positivt bidrag til performance eftersom aktivklassen nyder godt af forbedret værdiansættelse og gunstige finansieringsforhold. Nordea valgte desuden at reducere valutaafdækningsratioen i hovedparten af 2014, hvilket betød at den styrkede dollar gav en vis positiv effekt på afkastet. Indeksvarianten er derimod helt uafdækket og investorerne fik her fuld effekt af dollarstyrkelsen.

Udover 2014

Med udgangen af 2014 kom flere livscyklusprodukter op på 5 års historik. Det var produkterne fra PensionDanmark, PFA+ og Sampension og dermed kan i alt otte livscyklusprodukter i middel risiko (ud af 12) nu præstere historik på denne horisont.

På tværs af profilerne med middel risiko er billedet at PensionDanmark generelt ligger pænt til i sammenligningen på hovedparten af profilerne på denne femårs horisont, men også PFA og Nordea klarer sig relativt godt. AP Pension og Topdanmark skiller sig positivt ud på profilen med 30 år til pensionering, og hos de to selskaber er 100.000 kr. over femårs perioden vokset med godt 70.000 kr., mens den laveste tilvækst (SEB) er knap 50.000 kr.

Hos Sampension og PensionDanmark bevirker kombinationen af relativt godt afkast og tilsvarende lav risiko at selskabernes risikojusterede afkast (sharpe ratio) over fem år stort set i alle fem livscyklusprofiler med middel risiko er de højeste.

For profilerne med graduering af risiko er færre selskaber med i sammenligningen og for høj risiko er billedet, at især Nordea, og til dels Topdanmark, gør det bedst på femårs horisonten, mens SEB og Danica halter efter. I lav risiko er det igen Nordea i front, men her er det primært PFA, som bedst kan matche Nordea på femårs horisonten.

Taget i betragtning af de begivenheder vi allerede har været vidne til, så peger pilen i retning af, at der i 2015 også bliver rigeligt på agendaten, som investorerne må forholde sig til – og som har potentiale eller risiko for at påvirke afkastet i porteføljen. Vi vil også i 2015 følge udviklingen i pensionsselskabernes markedsrenteprodukter.

Afkast i danske pensionsselskaber 2014

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA

Nikolaj Holdt Mikkelsen, CFA  

Chefanalytiker i Morningstar Danmark

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser