Super Marios milliarder giver aktiefest nyt liv

Eksternt forfatter 23/01/2015
Facebook Twitter LinkedIn

Kilde: Børsen

http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/103337/artikel.html 

De 8500 mia. kr. fra ECB kan give nyt liv til den snart seks år gamle aktiefest, mener en række af landets tungeste investorer

Aktieinvestorerne er blandt de store vindere, når chefen for den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, over de næste 19 måneder vil pumpe 8500 mia. kr. ud på finansmarkederne.

Beslutningen skaber begejstring hos privatinvestorerne.

"Jeg tror i allerhøjeste grad, at det er medvirkende til at holde dampen oppe. Risikoen for, at der kommer en korrektion, som alle har gået og frygtet, er noget mindre, når der bliver sprøjtet så mange penge ud. Det er helt exceptionelt, det der sker," siger Helge Larsen, privatinvestor og redaktør på Proinvestor.dk

Det er ikke kun de små investorer, der er svært tilfredse med, at ECB endelig går i aktion. Milliardindsprøjtningen i form af kvantitative lempelser er rigtig godt nyt for aktier, lyder det enstemmigt fra nogle af landets størstepengetanke.

"Man skal ikke undervurdere betydningen af kvantitative lempelser for aktiemarkederne," siger Anders Svennesen, investeringsdirektør i Danica.

"ECB kom med mere, end jeg havde turdet håbe på. Det er et lidt større program, end jeg tror, markedet havde forventet, så det er positivt," siger han.

Anders Svennesen peger på, at centralbankernes meget lempelige politik de seneste år, har været afgørende for, at den nuværende aktiefest snart har varet seks år.

"De har støttet økonomien og sørget for, at renterne er blevet lave, og de risikofyldte aktiver er steget i værdi. Det har alt sammen primært været drevet af centralbanken," siger Anders Svennesen.

Hos en anden af pensionskæmperne er man enig.

"Det er lidt bedre, end vi havde regnet med. Nu er det på plads, og vi ved det kommer. Det er rigtig positivt for aktier i 2015," siger Jesper Langmack, investeringsdirektør i PFA.

PFA tror på Europa

Han mener især, at det vil styrke europæiske aktier, der i forvejen har rygvind fra andre faktorer i år.

"Virksomhederne får positiv indtjeningseffekt af en svag euro, som betyder bedre konkurrenceevne og en positiv valutaomvekslingseffekt, bedre kreditmuligheder og en lav oliepris. Så vi tror på europæiske aktier i 2015," siger Jesper Langmack.

De store opkøb fra ECB betyder, at verdens store centralbanker samlet kommer til at sende flere penge ud i de globale finansmarkeder på trods af, at den amerikanske centralbank har stoppet sit program sidste år.

Presses til aktiekøb

Det presser renterne ned og priserne op på sikre statsobligationer, og det er noget, de store investorer kan mærke, når de placerer deres formue.

"Centralbankerne forsøger at presse pensionskasserne til at investere mindre i statsobligationer og mere i noget, der er mere risikofyldt. Det pres føler vi, og det har vi gjort," forklarer Henrik Olejasz, investeringsdirektør i Sampension.

Alene forventningen om, at ECB ville skride til handling, har haft den effekt, at Sampension har købt flere aktier.

"Vi kan se, at det ikke er risikofrit at ligge i statsobligationer med de her lave renter, og det koster hver eneste dag i forhold til at ligge i aktiemarkederne," siger Henrik Olejasz, der fortæller, at alene udbytterne fra aktierne giver et bedre afkast end obligationer.

Hvis flere gør som Sampension, kan det have den effekt, at aktierne stiger ydeligere.

Om de stigende aktiemarkeder så også som ønsket får effekt på realøkonomien, er et andet spørgsmål.

"Det kan godt være, at det virker på økonomien som et selvopfyldende profeti. Som en psykologisk effekt. I USA skulle man gøre det tre gange, før det måske virkede. Det viser, hvor svært det er, at og den psykologiske effekt kan spille en vigtig rolle," siger Peter Mosbæk, obligationschef i Maj Invest.


tojo@borsen.dk

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Eksternt forfatter  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser