Aktier: Kina falder sammen i generelt stigende marked

Eksternt forfatter 19/01/2015
Facebook Twitter LinkedIn

Kilde: Børsen 

http://investor.borsen.dk/artikel/1/297774/aktier_kina_falder_sammen_i_generelt_stigende_marked.html 

Opdateret kl. 07.26 - Der er generelle kursstigninger på de fleste fjernøstlige aktiemarkeder mandag morgen europæisk tid, men på de kinesiske børser er der bøllebank til investorerne, fordi nye tiltag fra tilsynsmyndighederne - for at dæmpe spekulation - hæmmer kraftigt.

Fredagens overraskende data for den amerikanske forbrugertillidsindikator fra University of Michigan, der steg til det højeste niveau i over ti år, tyder godt for aktiviteten hos de asiatiske producenter. De efterfølgende amerikanske kursstigninger får følgeskab af de asiatiske kolleger.

"Værdiansættelsen, især set på baggrund af de lave obligationsrenter, er god, den økonomiske vækst fortsætter, og pengepolitikken er indstillet til at forblive lempelig. Den brede tendens for aktiemarkedet vil sandsynligvis forsat være op," siger investeringsstrateg Shane Oliver fra AMP Capital Investors til Bloomberg News.

I Tokyo viste de endelige data for industriproduktionen sig lidt mindre negativ end antaget. Og med de positive tendenser fra USA giver det sig udslag i en stigning i det toneangivende japanske Nikkei-indeks på 0,9 pct., mens det bredere Topix-indeks ligger med et plus på 0,7 pct.

Børserne på det kinesiske fastland ligger til gengæld med kraftige kurstab. Myndighederne har slået ned på spekulative aktiekøb for lånte penge, og børserne reagerer ved at sende samtlige aktier sydover, da det frygtes, at en lang række spekulative positioner vil blive afviklet.

China Securities Regulatory Commission har suspenderet landets tre største børsmægleres muligheder for at udlåne likviditet og aktier til nye kunder i tre måneder, hvilket har de to noterede mæglere ned med de maksimale 10 pct. på børsen i Shanghai.

Shanghai Composite falder 6,4 pct., og CSI 300-indekset ligger med et minus på 6,7 pct. Hongkongs Hang Seng falder mere beskedne 1,2 pct.

Blandt de øvrige børser er der stigninger i Taipei, hvor Taiex-indekset ligger med et plus på 0,2 pct., mens Singapore og Seoul stiger henholdsvis 0,3 pct. og 0,9 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med fald på op mod 0,1 pct. i den asiatiske handel.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,7
Topix +0,5
Hongkongs Hang Seng -1,1
China Shanghai Composite -6,3
China CSI 300 -6,3
Taiwan Taiex +0,3
Sydkoreas Kospi +0,8
Indiens BSE Sensex +0,6
Singapores STI +0,2
Sydney ASX 200 +0,2

Indeksværdi kl. 06.00

/ritzau/FINANS

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Eksternt forfatter  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser