Boligejere smider millioner ud af vinduet på renteloft

Eksternt forfatter 18/12/2014
Facebook Twitter LinkedIn

Penge lige ud af vinduet. Sådan er virkeligheden for titusinder af danske boligejere, der har sat et renteloft på deres lån.

Det vurderer Spar Nord, der peger på, at boligejerne lige nu har udlån for 167 mia. kr., hvor de betaler en ekstra præmie til realkreditinsituttet for, at renten ikke kan bryde gennem et loft på typisk 5 pct.

Men lave renter - så langt øjet rækker - gør tæt på meningsløst at betale den præmie, der stammer fra en tid, hvor renterne var langt højere, vurderer Spar Nord.

"Hvis du har et realkreditlån med renteloft, så betaler du en præmie for, at renten maksimalt kan stige til eksempelvis 5 procent. Og det giver god mening at betale den præmie, hvis der er en reel risiko at skærme sig imod. Men med de nuværende renteniveauer er vi nødt til at sige, at det er meningsløst at betale for et renteloft, der ligger langt fra den nuværende rente på et fastforrentet lån," siger Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord.

Fast rente på 2,5 pct.

Siden 2008 har danskerne sænket omfanget af lån med renteloft fra 280 til 167 mia. kr.

Men Martin Lundholm råder resten til at se sig om efter alternativer, for i dag ligger et fastforrentet 30-årigt lån i en rente på bare 2,5 pct. Og det er endda med fuld rentesikkerhed.

"Skifter du fra renteloft til fast rente, så betyder det ganske vist en stigning i den månedlige ydelse, men til gengæld ligger renten fuldstændig fast i hele lånets løbetid, så du bedre kan disponere langsigtet for din boligøkonomi. Desuden har fastforrentede lån den fordel, at din restgæld falder, når renten begynder at stige," siger Martin Lundholm.

F5 som alternativ

Han understreger, at hvis renteloftet løber fem år frem i tiden, kan et alternativ også kan være et F5-lån, hvor renten er nede i 0,6 pct., og hvor renten er låst i de fem år.

Men han understreger, at boligejerne skal have kikkerten rettet mod omkostningerne, der kan ligge i at komme ud af renteloftlånet.

"Kursen på lån med renteloft ligger altid i intervallet 100 til 105, så i den forstand vil omkostningerne være begrænsede. Hvis du derimod omlægger i forbindelse med en refinansiering, kan du altid komme ud til kurs 100 – altså uden at betale overkurs – så det er naturligvis det mest attraktive," siger Spar Nord-analytikeren.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

Eksternt forfatter  .

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser