Den amerikanske centralbanks topchef, Janet Yellen, har udtrykt tillid til holdbarheden af væksten i USA. Det er på trods af den aftagende globale vækst og de stigende turbulente finansielle markeder.
Yellens udtalelser fandt sted på et møde i G30-gruppen i sidste uge ifølge to kilder, som er bekendt med de diskussioner, der fandt sted bag lukkede døre, skriver Bloomberg News.
Ifølge kilderne sagde Janet Yellen, at den amerikanske økonomi ser ud til at være på vej mod en vækst på 3 pct. Hun noterede også, at inflationen "med tiden" vil nå Federal Reserves målsætning på 2 pct., samt at ledigheden fortsætter med at falde.
Centralbankchefens bemærkninger var således på linje med, hvad der blev givet udtryk for i forbindelse med den seneste rentemøde. Der forudsagde Federal Reserve, at den amerikanske økonomi vil vokse fra 2,6 til 3 pct. til næste år, og at inflationen vil stige med 1,7-2 pct. i 2016.
/ritzau/FINANS