250 mia euro - Nordea forvalter nu Danmarks bnp

Facebook Twitter LinkedIn

En øget kundetilgang lagt sammen med en øget eksport af finansielle produkter uden for Norden gør, at Nordea for første gang nogensinde har mere end 250 mia. euro under forvaltning.

Det svarer til 1875 mia. kr. - eller stort set det samme som hele det danske bruttonationalprodukt, der i år ligger på ca. 1,9 mia. kr.

Det rekordhøje niveau skyldes, ifølge Allan Polack, topchef i Nordea Asset Management, at kurven går op i stort set alle kundegrupper, Nordea arbejder med. 

Han peger særligt på whole sale - der sælges Nordea-fonde på andre bankers platforme til deres kunder, typisk inden for private banking - som en af grundene til stigningen.

Selv om Allan Polack har respekt for de finansielle markeder, har han en forventning om, at udviklingen kan fortsætte, og Nordea i fremtiden kan øge niveauet.

"Det kan nok godt vokse en hel del endnu, hvis ikke de finansielle markeder bliver udsat for en rystelse. Så skulle renterne stige kraftigt, men sådan ser det ikke ud lige nu," siger han.

Eksporterer produkter

Netop whole sale er produkter, som Nordea har formået at eksportere udenfor det normale hjemmemarked i Norden. Foruden Tyskland, Italien og Spanien, er man også lykkedes med at eksportere finansielle produkter til Brasilien, Singapore og USA.

"Vi tror, vi fortsat kan eksportere efter samme model, som vi kører her. Vi tror også, vi kan eksportere meget mere," siger Allan Polack, og fortsætter.

"Vi har været i Tyskland i mange år. I Sydeuropa har vi været i kortere tid, men her er der også stor vækst. Det er tydeligt, at vores produkter står godt, så jeg tror godt, vi kan fortsætte den såkaldte eksport."

Global strategi

De mere end 250 mia. euro under forvaltning er rekord i Nordea, der siden 2008 har fordoblet tallet. Også i de sidste to år er niveauet gået op, efter Nordea i 2012 kom op på 200 mia. euro i forvaltning. 

Mens det nordiske hjemmemarked ifølge Allan Polack fortsat klarer sig fornuftigt, er udviklingen også udtryk for, at eksportstrategien lykkes. 

"Det er et af de eneste områder, hvor vi gør noget uden for Norden. Vi har en global strategi, og der er jo et ret stort spring fra at have en nordlig strategi til at have en global strategi, som vi etablerede for en del år siden, og som er det, vi høster på nu," siger Allan Polack.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

 

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser