Alibaba-stifters formue stiger til 153 mia. kr.

Facebook Twitter LinkedIn

Stifteren af den kinesiske e-handelsgigant Alibaba, Jack Ma, blev fredag med ét hug 5 mia. dollar (29 mia. kr.) rigere, efter fredagens store kurshop på børsen i New York.

På aktiens første handelsdag på New York Stock Exchange steg kursen med 38 pct. og sluttede i 93,89 dollar, hvilket giver en markedsværdi på selskabet på 231 mia. dollar (1340 mia. kr.).

For Jack Ma personligt betød det dels en stigning i værdien af hans egne Alibaba-aktier på 4,1 mia. dollar, samtidig med, at han solgte egne aktier i selskabet i forbindelse med børsnoteren for 867 mio. dollar.

Ifølge nyhedsbureauet Bloombergs milliardær-indeks er den 50-årige Jack Ma i dag Asiens næstrigeste person, med en formue på 26,5 mia. dollar (153,7 mia. kr.), kun overgået af Hong Kong-milliardæren Li Ka-Shing.

Jack Ma har dog et stykke vej endnu, før han når verdens rigeste person, den amerikanske softwaregigant Microsofts stifter og tidligere topchef og bestyrelsesformand, Bill Gates. Hans formue er i dag, ifølge milliardær-indekset, på 86,8 mia. dollar (503,6 mia. kr.).

Den milliardær, som er tættest på at bide Gates i hælene, er den mexicanske telemilliardær Carlos Slim, hvis formue i dag er 3 mia. dollar mindre end Bill Gates'.

Facebook Twitter LinkedIn

Om forfatteren

 

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser